HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_IV h5
1 4 Flemming Dahl I den kollegiale Organisation af Statsstyret, som lige ledes har været Genstand for Angreb, der, bundende i manglende Forstaaelse, skyder langt over Maalet,1) fandt Systemet sit mest karakteristiske Udtryk, paa eengang sin nødvendige Konsekvens og sin afgørende Begræns ning. Sin yderste Konsekvens, idet selv den rigest ud rustede Hersker af Guds Naade, endsige en mere jævnt begavet Konge af den Oldenborgske Stamme, ikke vilde kunne røgte sit Regentkald uden Hjælp af en veluddannet og virkelysten Embedsstand. Et saadant Bureaukrati havde dansk Enevælde frembragt allerede inden Aar 1807,2) ligesom den havde skabt en klar og ensartet Lov givning. Sin endelige Begrænsning, idet ikke blot Kancel liers og Kollegiers Præsidenter, men desuden deres Depu terede, i visse Tilfælde maaske ogsaa de Kommitterede, fik Lod og Del i de Afgørelser, som skulde træffes.3) Den absolutte Monark besad baade lovgivende og ud øvende Magt,4) men en Myndighed, der i den Grad maatte støtte sig til Ministrenes Initiativ og Medarbejde og under- bygges af Kollegiernes Sagkundskab og Samvittigheds fuldhed, at man med utvivlsom Ret har ment at kunne drage en Slags Parallel mellem Datidens oplyste Ene vælde og det konstitutionelle Styresæt.5) Under Rege ringen, det Geheime Statsraad, svarede da Kollegierne, gennem hvilke baade Lovgivning og Administration skete, paa en viss Maade til en sektionsdelt kongevalgt Rigsdag. Og det tør formentlig betragtes nærmest som en Und-*•) Se f. Eks. Rubin II, S. 19 ff. 2) Sml. her Munch II, S. 67. 3) Idet Kollegiets Præsident nærmest er primus inter pares, kan de Deputerede opfattes som medbestemmende Departementschefer, de Kommitterede som Kontorchefer. 4) At han formelt ogsaa indehavde den tredje — Monlesquieu’ske — Statsmyndighed, den dømmende, er i denne Sammenhæng uden Be tydning. 5) »18.30—48«, S. 8; Hans Jensen, I, S. 10, 16.
Made with FlippingBook