HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_II h5

Sejer Kühle

1 7 2

ved denne sin Omløben kunde fortjene mere end ved at dyrke Jorden«. Klædekræmmerne bad Myndighederne betænke, hvor vidt disse Folk havde drevet deres Spil: »Dersom én vilde tage sig den Møje paa at besøge vore Hosekræm­ merboder her i Byen, de vilde forbavses ved, hvad de saa, de vilde næppe tro andet, end at de var i en Klæde- kræmmerbutik og vistnok spørge efter Hosekræmmer­ boden, saa mange forskellige Varer findes der tilfals, da de ikke alene handler med jyske og islandske Strømper og Vanter, som egentlig er deres tilladte Handel, men endog med Filter og Multumer, Sirtser og Kattoner, Baand og Tørklæder, fremmede Lærreder og fremmede Strømper og Huer og mangfoldige flere Slags, saa at der af de mange tusinde Sorter, som de skriver, at Kræm­ merlavet ha r at handle med, bliver faa Ting, som ikke kan købes i en saadan Strømpebod«1). Kancelliets Resolution af 30. Juli 1787 gik dog Klæde­ kræmmerne imod, idet den gik ud paa, at Hosekræm­ merne »herefter som forhen« havde Ret til at handle ikke blot med alle Slags hjemmegjorte uldne og linnede Varer, men ogsaa med indenlandske Filter og Multu­ mer; og dette blev anerkendt ved kongelig Resolution a f 2. Januar 1788. Dermed havde Hosekræmmerne sejret. Andreas Tver- moes, Henrich Hansen Lund og den bekendte Michel Pedersen Kierkegaard lod den gamle Sag gaa videre til Højesteret; og Resultatet blev, at de 18. Dec. 1788 blev frikend t2) . Efter den Tid tiltog Hosekræmmernes Dristighed i særlig Grad. Hvad der nu fandtes i en Hosekramhandel,

*) O. Nielsen m. fl.: M ed d elelser..., 158 f. 2) Højesteretsprotokol (1788) A. Nr. 3, S. 672 f., Sag Nr. 29 og 31.