HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Det Andræ-Heiberg’ske Venskab

3 1 7

ordrige, sn a rt o rdknappe frem stilling av venskabet m el­ lem faderen og fru Heiberg og hans pietetsfulde, men så a t sige gennem førte tavshed om forholdet mellem fo r­ ældrene. Og endelig, hv ad vel er av lige så stor interesse, modsiges den ikke av nogen bevaret kilde, ej heller av den endnu levende mundtlige overlevering. Denne arbejdshypoteses mulige værd bero r da på, at den søger at fo rstå og form entlig ævner at fo rklare. I sin fastslåen av statsm anden Andræ ’s for D anm ark så ulykkesvangre vedvarende passivitet i de k ritiske å r 1858 — 75 k an den ikke blive stående ved begrundelser som B irkeda l’s hang til »dolce fa r niente«, B ille’s og P. Han­ sen ’s (»Zodiacus«) negative k ritik ak leri eller Topsøe’s H am le tn a tu r1) . Den kan dæ rimod for en stor del til­ træde Schovelin ’s motiv — troen på den svigtende lykke— ; men den stræber m åske dybere, idet den i endnu højere grad vil forene Andræ ’s m anglende lykketro med han s formodede tan k e r om et forspildt liv. E t liv, hvor alt var, som det skulde være, und tagen netop det eneste væsentlige, hvo rpå det kom an fo r h am — u d tryk t med folkevisens o rd i Signelil’s mund: » D e r e r s le t in g e n i v e r d e n til, d e r m i n h u le g e r p å, f o r u d e n h a m H a v b o r , k o n g e n s sø n , og h a m k a n je g ik k e få .« Det p rimæ re bliver da det skibbrud , Andræ h a r lidt i sit personlige liv, idet h a n ikke i sine unge å r skulde vinde den eneste kvinde, h a n virkelig h a r elsket, hende, som kunde have skænket h am den fornødne solvarme og sejrsikkerhed. Først hertil knyttes da efterhånden hans stedse stæ rkere tro på sin svigtende lykke, h in n a ­ gende mistvivl, der fra omkring 1858 gentagende lader *) Med Vilh. Andersen endog blot delvis at ville identificere Andræ med Milner i »Hjemløs« er ugørligt; ikke heller sammenstillingen af Milner og Krieger synes overbevisende (»Illustreret dansk Litteratur­ historie«, III, s. 647).