HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

2 9 4

b lad1) til den ægtefælle, hvis sorg hun ikke selv h a r tu r ­ det håbe på: »d. 29 Novem ber 1866. Dersom jeg skulde dø pludseligt, og uden at have talt med dig, kjæ re Carl, om testam en tariske Bestemmelser beder jeg dig indstændig, om Pou l’s og V ictor’s Mødrearv m aa udbetales dem strax efter m in Død, senest ved deres 25de Aars Fødselsdag. Da jeg ikke h a r været af dem, der tid t er frem komm et med Bønner, stoler jeg sikkert paa. at du opfylder denne, m in sidste. Din H. A.« F o r disse sønner, hvem hun h e r så rørende d rager om ­ sorg for, stod kvinden, stod hun selv alle dage på en piedestal. Men det var ikke Andræ, der havde løftet hende herop; det v a r m åske delvis hende selv, som, også ved sin m åde at opdrage drengene på, havde stillet sig selv dær. Men ihukomm ende hendes kloge ord, at den, der vil være lykkelig, ikke m å tænke fo r meget på sig selv, viede sønnerne senere m indet om moderen de store legater, de oprettede. D e t A n d r æ ’s k e h j e m i den gamle, nu fo r længst nedrevne, træ v illa i den store have Østerbrogade nr. 7 C var som en lille verden fo r sig selv, et p a r m enneskealdre tilbage fo r det hastende liv i alléen, et in teriø r fra hans yndlingskonge F rede rik VFs tid. Allerede de to gabende stenløver, der ho ld t vagt udenfor, stem te den ind trædende respek tfu ld t, og den k ryd rede du ft af b ræ nd t enebær, som opfyldte forstuen, havde noget sæ rt og gammeldags ved sig. Til hø jre residerede hu sh e rren i sine av to b ak s­ røg mæ ttede værelser mellem de ræ kk er av bøger, h v o r­ fra h an kun sjæ ldent kunde løsrive sig — »gode Venner, 9 Utrykte dagbøger, hæfte 17 (R. A.). I samme hæfte (s. 11) skildres den »Ilterhed*, hvormed hægge forældre modsatte sig, at de to sønner i febr. 1864 gik med som frivillige (jfr. »C. G. Andræ’s Taler«, I, s. S 8 ) .