HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Holberg, Danmark og København

117

og lovpriste. Upaavirket af dets ældre L itte ratu r (!), uden Interesse for dets Folkedigtning, uden Nænsomhed for dets nationale Ejendommeligheder, fuld af Ringeagt for dets forældede, golde Videnskabelighed (som h an a f­ sk river!), ryddede han Marken for Ugræsset, men ogsaa for de sm aa Spirer til et nationalt dansk Aandsliv (Bror­ son, Stub, Falster, V idenskaben, Kunsten!!) og skabte Fæ lleslitteraturen, hvor norsk Aand hersker (!). Rigtig­ nok gennem det danske Sprog, som den dog uvilkaarlig p aa try k te et Præg af Norskhed«. Der er i denne K arak teristik næppe en Sætning, der ikke er overfladisk og urigtig. Det er muligt, at der er store Mænd, der h a r staaet isoleret og ufo rstaaet i deres Samtid. Holberg hø re r saa sand t ikke til dem. Han havde fra sin tidligste Ungdom Vilje og Evne til at gøre sig gældende og n aa frem til de materielle og aandelige Maal, han havde sat sig. Han gav i sine Skrifter netop det, den fremvoksende Borgerstand vilde hø re og vide, og i en elskværdig og m un ter Form . Og endelig fik han i en ganske sjælden Grad Støtte baade af sin Tids Mægtige i D anm ark ; og han blev tidlig fete­ ret af Publikum . De Vanskeligheder, han havde at kæmpe med, kom fra hans eget syge og vanskelige Sind. Der skal i det følgende fortælles lidt om den sjældne Støtte, h an fand t i sin Tids Danm ark. I F o raa re t 1706 forlod Holberg, 21 Aar gammel, Norge. Han gensaa det aldrig mere, og mærkelig nok ytrede denne store E u rop a farer heller aldrig noget Ønske om at gense det. Han var p aa det rene med, at det ikke afgav Jo rdbund for Folk af hans Slags. »I det øvrige k and m an sige« — skriver han i Bergensbeskrivelsen — , »at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og Philosophi kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sædé, saasom Staden h a r hav t temmelig Mangel saa vel paa Bøger som paa literate Folk. Det var derfor u n d e r