HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_V h5

Forgattering

566

barligheden af, hvad der var hleven befalet paa Parolen, gik man hver til sit. Det er som et lille Lynskud fra hine Dage, naar Digteren G. Hostrup overbevisende lader Løjtnant v. Buddinge forsikre, at »det blev befalet paa Parolen, at Soldaten ikke var frossen ihjel«. Hvad der ogsaa — den Gang som maaske ogsaa endnu — skaffede lidt Feber i Blodet, var dette, at fra det Øjeblik Befalingsmænd og Mandskab var kom­ manderet paa Vagt, stod de ikke længere under deres sædvanlige Foresatte, der jo kendte dem saa godt, at Barmhjertighedens Kaabe ofte dækkede m indre Forseel­ ser. Nu derimod var det ofte helt fremmede Befalings­ mænd, og over dem alle stod den frygtindgydende Kom­ mandant, der nok skulde vide at straffe enhver Forseelse mod den strenge og ofte ret indviklede Vagtinstruktion, og — ak, der var Faldgruber nok selv for den mest sam­ vittighedsfulde. Det var mulig en Beminiscens heraf, naar Vagtkommandørerne endnu i nærværende Forfatters Soldatertid tilraabte hinanden et opmuntrende: »God Vagt!«, naar de skiltes. Først i Midten af forrige Aarhundrede, da man fik al­ vorligere Ting at tænke paa, bortfaldt de store Vagtpara­ der og med dem desværre ogsaa det kønne lille Musik­ stykke; baade dette og den Betydning, der laa bag det, er gaaet ind i den store Glemsel, hvorfra det her, sam­ men med saa meget andet halv- eller helglemt, er søgt draget frem.