HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_V h5

40

En By i Vaaben

men endnu inden det var helt færdigt, v.ar m an gået i gang med at opstille stilladser på rustkammersa len til ophæng ­ ning af harnisker. Indtil da havde m an klaret sig med et interimistisk ru s tk amm e r i p rov ian tgå rden1). Nu kunde m a n altså p åny anvende Christian IV’s tøjhusbygning efter dens oprindelige bestemmelse. Denne genopbygning af tøjhuset var blevet fulgt med megen opmærksomhed af den svenske gesandt Magnus Durell, der den 2. august 1655 rappo rterede til Carl Gu­ stav, at nu arbejdedes der så kraftigt p å taglægningen, at der daglig arbejdede 200 m an d derpå2). Men huset alene gjorde det ikke! Det måtte p åny fy l­ des med våben for at kunne svare til de krav, m an vilde stille til det i tilfælde af en krig. Artilleribeholdningen havde som allerede nævn t ikke lidt noget særligt ved branden . Dette våben forøgedes dog stærkt i de følgende å r efter den p lan fo r artilleriets u d ­ vikling, som Christian IV havde udkastet, og de kongelige stykkestøbere Claus v. Dam og Hans Meyer v a r i fuld gang med leverancen af »Neldeblade«, »Svaner«, »danske Konger« og hvilke and re kanon typer, de havde i a r ­ bejde3). Desuden hjemførtes der gennem den kongelige fak to r i Lybeck, Henrik Werger, en række jernkanoner fr a udlandet. Værre va r det med håndvåbnene, hvoraf kun et m in ­ dretal var blevet reddet ud af den brændende bygning. P rak tisk talt stod rigets fo rsvar våbenløst efter tøjhusets ødelæggelse, og det gjaldt om så hurtig t som muligt at fremskaffe nye beholdninger. De hjemlige harniskmagere, bøssemagere og sværdfegere formåede ikke at levere våben i så stort et antal, som det nu var nødvendigt, og *) Tøjhusregnskaber 1650—51. Smedenes regnskab. 2) P. W. Becker: Sam linger til Danmarks historie under Frederik III. I Bd. 66. 3) Afregninger XIII, 20.