HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_V h5

Meddelelser fra Raadstuearkivet 1930— 1932

438

ret Cellulose i Amylacetat med en Tilsætning af Petro­ leumsdestillater for at hindre Opløsningsvæskens h u r­ tige Fordampning. Endvidere tilsættes en Oljesort, for at Præparatet skal faa en vis Smidighed og ikke trække sig sammen. Zaponlakken maa være absolut fri for al Syre«. Papiret bredes ud paa en Glas- eller Zinkplade, renses omhyggeligt for Støv og bliver derefter helt eller delvis overstrøget med Zaponlakken og endelig tørret over udspændte Snore eller Metaltraade. Ved denne Be­ handling bliver det skørnede Papir gennemtrængt af Vædsken og er efter Tørringen fuldkommen stift og stærkt. E r det særlig skrøbeligt, kan man yderligere overklæbe det med Japanpapir og derefter give det nok en Zaponoverstrygning, eventuelt styrke flossede Kanter ved at overklæbe dem med et nyt Lag Japanpapir, der paasættes med en særlig Zaponsort (»Perlkit«). Da Zaponovertrækket til enhver Tid kan fjernes ved Hjælp af Amylacetat, er Zaponeringen — som de anførte Med­ delelser gør opmærksom paa — ikke til Hinder for, at man senere anvender Stoffer, der opfrisker afbleget Skrift. I de forløbne Aar er Metoden stadig bleven forbedret. Siden 1910 ha r man i Stedet for den Perlske Zapon an­ vendt Cellit — der er anbefalet af den preussiske Mate­ rialprøveanstalt i Gross-Lichterfelde ved Berlin — og desuden gjort Forsøg med det saakaldte Neu-Zapon fra Dresden. Særlige Vanskeligheder mødte man under Ver­ denskrigen, da det blev umuligt at tilvejebringe disse Stoffer. En Tid hjalp man sig med Gelatine, som dog den Gang var uforholdsmæssig dyrt, og Limvand, der viste sig utilfredsstillende, og gik derefter over til at nøjes med japansk Silkepapir og Silketyll fra Lyon. Selv om Forholdene efter 1918 er bleven mere normale, er man dog ikke derfor vendt tilbage til Anvendelsen af