HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_III h5

Staten og Lavene

102

Financier, og gennem Handelslavene havde man et Mid­ del til at tvinge Købmændene til at gøre Forlag. Den 7/12 1739 ndkom en Anordning, der befalede, at man for at blive optaget i Silke-, Ulden- og Lærredskræmmer­ lavene skulde have opholdt sig to Aar paa et Kontor i Holland eller England og der faaet Videnskab om Manu­ fakturernes rette Drift og Beskaffenhed, samt underholde to Vævestole med Forlag eller købe Varer for et vist Be­ løb hos Væverne. Staten søgte hermed at autorisere den societære Arbejdsform. Samtidig fastslog man Vævernes Eneret til at forarbejde vævede Varer ved Forordningen af 12/2 1740. Medens Lavene tidligere havde haft et strengt haand- værksmæssigt Præg, skete der med den voksende Indu ­ strialisering, navnlig indenfor Tekstilindustrien, en Ud­ videlse af Rammerne, som bidrog til yderligere at svække Lavene. Husindustrien trængte sig ind i Produktionen. Lavsmesterens Værksted blev udvidet til ikke blot at om­ fatte faglærte Haandværkere, men tillige Spindere af begge Køn, der enten arbejdede paa Mesterens Værk­ sted eller hjemme hos sig selv1). Byarbejde og Land­ arbejde, Haandværk og Husindustri løb nu sammen og nedbrød yderligere Lavenes privilegerede Stilling i Omsætningen, der allerede havde faaet et afgørende Stød ved de Privilegier, som var blevet tilstaaet mange Manufakturer. Da Lavsmesteren oftest finansie­ redes af en kapitalstærkere Forlægger, betød denne Ud­ vikling, at Kapitalen blev interesseret ikke alene i Han­ delsomsætningen af fremmede Produkter, men ogsaa i den hjemlige Industri og Husfliden. Hvor vidt udviklet Systemet var, ses af en Indberetning i 1750, hvori der ved en Opgørelse over det Antal Arbejdere, Fabrikerne beskæftigede, siges at være: »400—500 Spindere, som har anmeldt og bekommet Hør og Blaar til at spinde og 0 Se Fdg. af 28/i og 30/i 1741 om Silkevævere og Tøjmagere.