HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_II h5

156

Glarmester-Zunft

silde, naaede man saa at sige aldrig udenfor Faget. Det var Levebrødet, og det at kende sit Arbejde og kunne udføre det godt, var i Grunden alt, hvad m an stræbte efter. Interesser udenfor var saare sjældne. Derfor til­ hørte m an ogsaa sit Haandvæ rk med Liv og Sjæl og følte sig som ét med det. Alt, hvad man skulde have af Ære og Anseelse, maatte komme fra Haandværket. Man sætter en Stolthed i at tilhøre det »højlovlige og kunstelskende« Lav. Af Glarmestrene benævnes Sven­ dene som Helhed altid som »die günstigen Gesellen«. F o r Samlivet indenfor Lavet og mellem Mestre og Svende indbyrdes udviklede der sig derfor en Række Vedtægter og Ceremonier, som overholdtes meget strengt. Fo r Glarmestersvendenes Vedkommende er vi i Stand til at skaffe os en meget nøje Indsigt i deres indre Liv og den Højtidelighed, hvo rmed de omgærdede deres Sammenkomster, igennem de to Protokoller, der er be­ varede. Det fremgaar af disse, i hvo r høj Grad den enkelte tilhørte Faget, i saa høj Grad endog, at han i mange Henseender slet ikke havde noget Privatliv. Lige fra det Øjeblik, Glarmesteren ind traad te som Lærling, tilhørte han Lavet, indskreves i Protokollen og var Medlem af Mesterens Hus og Hjem, dog for de fle­ stes Vedkommende saaledes, at han mere var et Tyende, der ikke blot skulde lære Faget, men ogsaa var pligtig til at udføre alt i Huset forefaldende Arbejde. En Læ r­ ling kunde roligt sige, at fra den Dag, h a n begyndte i Mesterens Hus, var Barnetiden forbi. Ikke alene Slid og Slæb fra Morgen til Aften, men ogsaa tit en unænsom Behandling. Svendene regnede ham ikke for noget, men betragtede og behand lede ham i Reglen som en, der var frit Slag paa. At gaa med ham paa Gaden eller i det hele taget færdes med ham udenfor Arbejdet var under en Svends Værdighed, ja, der var endog streng