HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_II h5

149

Børnehjemmet Nærumgaard

D er flagrer i Verden saa mangen en Fugl, ak, som aldrig kan ret vind e frem ; th i U vejr og Storme har pjusket dens Skjul og sp littet d en s Rede og Hjem. Men v i har et Hjem , for det fandt v i jo her — har før v i haft Søskende, nu har vi fler. Som Brødre og Søstre vi her vokser op, følges frem ad saa glade i Trop. Og hvordan v i sid en i Verden det faar, v i glemm er dog ej Nærumgaard. Af Kvidder er Lunden ved Morgentid fuld, m en s v ed Aften det p ipp er hel smaat, naar Solen gaar ned som et lu ende Guld og H imm elen s Telt er saa blaat. Hver Dag, der har bragt os en lykkelig Stund, har ogsaa for F rem tid en s Lykke lagt Grund, thi H jemm et har lært os, at alting gaar let, naar man stræber m od Sandhed og Ret. Og n etop hvad det er, vi alle forstaar, som fostred es paa Nærumgaard. Naar saa man biir gamm el — det er os fortalt — , lev es Barndomm en om i vort Sind, som ly sen d e B illed er komm er det alt og lukkes b landt M inderne ind . Hvad L ivet v il bringe, det véd v i ej nu, eet m in d es dog v il baade jeg og saa du, at her føltes band ly st alt ondt og alt raat, at det Hjem , v i har haft her, var godt. Og eet Navn os pren tet i H jerterne staar, og N avnet det er: Nærumgaard.

Melodien var skreven først, af Axel Schmidt, hvis Søn senere blev et af Nærumgaardbørnene. Teksten skyl­ des Jou rnalist Joh. Prægel. Nogle Ændringer er dog fore­ tagne deri. Ganske i Marius Jensens Aand er det, naa r Børnene engang faldt paa at afholde Dyrskue og derom udstedte følgende Bekendtgørelse: