HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_II h5

144

Børnehjemmet Nærumgaard

med en gylden Krone paa sit Hoved og med den af ham selv valgte »Dronning« ved sin Side. Der holdtes Tale, om Kammeratskab og Sammen ­ hold bland t Børnene. Under Børnenes Jubel sang Skue­ spiller Carl Meyer Ha rtmannske Sange — H a rtm a nn havde i den sidste Menneskealder af sin lange Levetid færdedes daglig i Haven og været Nærumgaards Nabo — og en Del Bondeviser til Guitarakkompagnement. Alt endte med en Posefuld Appelsiner og Nødder til hver. Penge var for Marius Jensen kun Middel, aldrig Maal. Regnskaber var ikke det, der laa hans Hjærte næ r ­ mest, heller ikke Protokoltilførsler; han levede Livet, men havde ikke synderlig T rang til at bogføre det. Børnene følte sig i høj Grad knyttede til ham, og netop fordi han var Hjemmets første Forstander, var det af stor Værdi, at han forstod at lægge saa bred og mangesidig en Grund for dets Arbejde. Han evnede at tage hvert enkelt Barn med op i Helheden, saa ingen følte sig stillet udenfor. Og for Børnene blev Hjemmet hurtigt et virkeligt Hjem. To Drenge fra et m indre godt Hjem i København løb engang, Dagen efter at de var komne udi paa Bø rneh jem­ met, deres Vej, fordi de skulde vaskes; det var noget, de ikke var vant til. De andre Børn saa forundrede, at de var borte, og sagde: »De skulde blot været her en 4— 5 Dage, saa var de ikke løbet deres Vej.« Det varede heller ikke længe, før selv de to Syndere, efter at være hentede tilbage, følte sig helt til Pas derude. Marius Jensens store Personbekend tskab og den al­ mindelige Velvilje, h an var Genstand for, skaffede Bør­ nene mange Goder: Skovture, Sejlture langs Kysten o. a., og det var h am i Reglen forholdsvis let ved deres Udgang fra Børnehjemmet at faa opspurgt passende P ladser til dem i Lærlingeaarene. En Tid lang — saa længe P ladsen tillod det — plantedes der for hvert Barn, der forlod H jemmet for at gaa ud i Verden, et Mindetræ, paa hvil