HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række_I h5

Slægtstraditionen i de gamle Lav og Gilder

314

det Lag, som traadte i Slægtens Sted. Man kendte endnu ikke vor Tids personlige Gudsforhold, men levede trygt i den overleverede Tankegang, at Guddommens Hjælp fik man kun gennem det viede Offer, gennem Offer- drikken og Løftet, der gaves ved den højtidelige Gilde­ sammenkomst. Naar Mindebægeret tømtes, naar de hedenfarne Slægtsmedlemmer mindedes, saa gennem­ strømmedes man ligesom af Guddommens Kraft. Thi Guddommen var jo i gamle Dage særlig Slægtens Gud, hvor meget han saa end tilhørte ogsaa andre Krese. Det var ved hans Kraft, at Slægten opretholdtes og dens jordiske Gods beskyttedes. Og Slægten, det var ikke blot alle de nulevende Slægtsmedlemmer, det var i lige saa høj Grad de henfarne. Thi deres Kraft levede jo videre igennem Efterkommerne. Slægten var Enheden. Det er Slægten, der maa bøde og hævne. Den Enkelte kan slet ikke staa ene; prøver han paa det, eller nødes han dertil, maa han leve den fredløses sørgelige Kaar, indtil han muligvis finder ind i et nyt Lag. Det er denne indgroede Tankegang, man maa huske paa, hvis man vil forstaa vore gamle Gilder og Lav og hele deres Virke- og Væremaade. Men er man først klar herover, staar ogsaa hele Livet indenfor Gildet i det klareste Lys. Man forstaar da, at selve de store Stævner indenfor Gilderne var det vigtigste Formaal for Gilderne. Igen­ nem dem blev jo netop alle Gildebrødrene delagtige i Guds og den specielle Gildehelgens Velsignelse. Derfor er Gilde­ laget ikke noget almindeligt Drikkelag, det er et højtide­ ligt og ærværdigt Stævne, hvor alle skal møde, hvor der hersker strenge Regler for Ordenens og Ærbarhedens Op­ retholdelse, gives bestemte Normer for, hvorledes der skal drikkes, hvilken Plads man skal sidde paa, og hvorledes man skal opføre sig.