HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

62

En københavnsk Kvaksalverske.

Under derfor, at hun fremdeles arbejdede paa at fri sin Praksis for alle hæmmende Baand, som det kom til Orde i hendes sidste Ansøgning til Kongen i Sept. 1822. Idet hun i denne henviste til, at Kancelliet havde ud ­ videt hendes Praksis-Tilladelse til at gælde »enhver be­ skadiget Deel af Legemet«, androg hun paa at maatte, naar en Patient henvendte sig til hende, straks uden videre modtage samme, naar hun selv anmeldte det for Stadsfysikus. Hensigten var alene »ved den øieblikkelige Hjelp at lindre den Lidendes Smerte«. — Ogsaa denne Gang forbigik Kancelliet Sundhedskollegiet og sendte Andragendet til Magistraten, der først spurgte Stads­ fysikus, som ikke fandt mindste Nødvendighed for Ma­ dammens øjeblikkelige Hjælp, før der forelaa et Læge­ skøn, og derefter ønskede Magistraten at høre Sundheds­ kollegiets Ytringer, der lød: »Sundhed scollegiet har ved liere Anledninger godtgjort, for det kgl. d. Cancellie, at Jordem oder Anna Larsen har ska­ det flere Individ er ved uLidig Anvendelse a f hendes Midler. Og C ollegiet har ifølge P ligt og fuld O verbevisning søgt at ind ­ skrænke h endes stedse vid ere om sig gribende saakaldte Cu- reren a f allehaande Sygdomm e, hvilk e hun ikke kjender det ringeste til, ikke h eller kan helbrede, og anført nye B eviser herpaa. At ind rømm e h end e eet Skridt efter det andet, indtil hun ender med en ubehindret offentlig Praxis, vilde stride m od alle M edicinens Anordninger, eludere dem og ind ehold e en U retfæ rdighed mod de grundigere Oplærte, som for at er­ h o ld e en saadan T illad else maae underkaste sig de saa saare skæ rpede E xam ina ved de til d isses A fhold else bestem te Læ re­ anstalter. At kunne strax m odtage Patienter, som m elde sig, er Alt, hvad hun b ehøver til at practisere uindskrænket, thi det vilde da beroe paa h end e at fortæ lle den til In spection ansatte Læge, hvad hun fandt for godt om h end es Midler, og det vild e være um u ligt for Lægen at hold e m indste Control, h elst da den Syge naturligviis ikke kan an sees hverken for at kunne, endnu m indre at v ille eller turde afgive nogen hende m odsigende Forklaring. At anm eld e enhver Patient, som hun vil tage i Cuur, tilligem ed m ed det S tad sphysico paaliggende