HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_III h5

587

Pesten 1711—12.

men ogsaa Husets andre Folk, der ligeledes var angrebne. — Dr. Bøttichers egen Hustru plejede deres syge Datter, bar hende paa Armene, kyssede hende, lagde hende i sin egen Seng. Barnet døde, men Smitten undveg Moderen. Flere andre Tilfælde fremdrager Dr. Bøtticher, hvor Mod og Offervillighed belønnedes med Sundheden, og man kommer uvilkaarligt til at tænke paa den gamle svenske »Recept« mod Pesten fra Aar 1570—80: »Tagh 1 halfft lod af guddomligt forsyyn. 1 Skåålpund af een sand Boot och Batring. 2 Skåålpund af et godt Tolemodh: och stoot thette smått uthi een Morter.« Hvis man bruger denne Salve hver Morgen og Aften, saa h a r man en god »styrchelig och tilforlåtelig lækiedom« mod Pesten. Selvfølgelig glemmer Dr. Bøtticher heller ikke ved denne Lejlighed at fremhæve sin egen utrættelige Iver og Nidkærhed. Utvivlsomt har han virkelig udført et op­ ofrende og værdifuldt Arbejde for Samfundet, et Arbejde, for hvilket han lønnedes med en skønne Dag at blive afskediget uden Pension og uden Anerkendelse; han døde som en meget gammel Mand i yderste Armod. Hans Ulykke var, at han, som Geheimeraad, Admiral Fr. Gedde skrev om ham i et Brev til Geheimeraad Sehested d. 24. Februar 1712, havde »en schiiden mund, der taler ilde om .folck, som hand icke kand bere vand til; dertilmed skal han haffve en inbildendes orm aff høyhed«. En »tydsch wurmbrandt« kaldte Admiralen ham for. - Et smukt Eksempel paa Pligttroskab gav Stadens Gejstlige, der alle — paa ovennævnte Knud Tommerup nær — blev paa deres udsatte Post. Selvfølgelig kunde Sognepræster og Kapellaner ikke overkomme at drage aan ­ delig Omsorg for alle de Døende; Kommissionen maatte opfordre Biskop Chr. Worm til at skaffe Hjælpepræster, da der »mangler Hjælp paa Sjælens Vegne, hvilket for-