HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

291

Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.

21. Juni (Pk., men det blev egentlig aldrig udstedt), og Dagen efter flyttede Barmeyer ind. Det var et haardt Stød for Bygom og Konen, og hun gjorde ogsaa sit til at chikanere Barmeyer ved Ind­ flytningen. Men der var intet at gøre. Den første, der faldt til Føje, var Bygom, der nogle Dage efter skrev, at han var villig til at kvittere Tjenesten, naar han fik noget i Pension, og Konen, som han ikke længer kunde leve sammen med, ogsaa fik noget, og deres Bohave blev delt mellem dem. Konen gjorde imidlertid endnu et Forsøg paa at redde Stillingen ved en Ansøgning af 30. Juni om at blive Arrestforvarer med Barmeyer som Medhjælper. Da den i flere Henseender er oplysende og desuden ha r Interesse af den Grund, at den sikkert skyldes Rotlienborgs Pen, skal den anføres her. »Ihvor u tyksalig jeg nu i næsten 19 Aar har været, idet jeg har fortæret m ine bedste Ungdom saar paa en saa kum ­ m erlig og besvæ rlig Maade, som den høje Mag. noksom er bekendt, thi 19 Aar var jeg kun, da jeg første Gang kom i Ægteskab med si. Ottesen, som var en meget svag og skikkelig Mand, og paa 3. Aar vi var samm en, jeg næsten stedse med den allerhøjeste B istand maatte forestaa og beopagte vores os naadigst anbetroede Levebrød, saa har dog m in U lyksalighed i de sid ste 16 Aar været langt større, efter at jeg med sam tlig Magistrats bøje og b esynd erlige Naade efter Ansøgning beholdt Brødet og tillige fik denne Mand i Brødet, hvis Opførsel mod m ig Gud, sam tlig Mag., ja fast h ele Kbhvn. er bekendt, saavel som og m in Om gængelse med ham , da jeg med den aller­ højeste Ømhed har om gaaedes ham og m ed alleroptænkeligste F orsigtighed har nu i d isse sam fulde 16 Aar ogsaa næsten stedse i egen P erson oppasset og beopagtet Brødet. Skønt jeg da har op levet saadannc bedrøvelige og kumm erfulde 19 Aar, som Gud og Godtfolk med m ig kan bevidne, saa syn es dog denne sid ste U lyk saligh ed fast at overgaa de andre og næsten vok se mig over Hovedet, da jeg nu uagtet al min Flid og Om­ hyggeligh ed for m in Mands Skyld maa m iste vort Levebrød, det vi m ed to uforsørgede Børn skulde soutenere os med. N aadige og højgunstige Øvrighed! Se i Naade til mig og hav