HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

212

Stadsfysikatet i København.

løbende forretninger, som i og for sig selv ere byrdefulde, men blive det endnu mere derved, at de indtræffe til ubestemte tider, som oftest mange på engang; og de vokse endnu mere, når børnekopper eller nogen anden epidemisk og kontagiøs sygdom udbryder i byen. Det ansvar og de byrder, som i almindelighed og især da hvile på stadsfysikus, ville bedst kunne bedømmes efter det kgl. sundhedscollegii udkast til hans instruks, som hos bemeldte kollegium nu er under ventilation.« Det må sikkert indrømmes, at 250 rdl. i fast gage og små, usikre sportler var et ringe vederlag for et så stort og ansvarsfuldt hverv, og Scheel anfører da også i sin ansøgning, at stadsfysikus i Hamburg ha r over 1200 rd l.; han ansøger derfor om, at gagen må forhøjes til 1200 rdl., »en sum, der i betragtning af livets første fornødenheders høje priser og min stilling som embeds­ mand og læge, der foranlediger en del ikke ubetydelige videnskabelige udgifter, vist ikke vil anses for altfor stor.« Det ha r kancelliet dog ment, thi i dets forestilling 15. Juli 1808 indstiller det Scheel til en forhøjelse af 500 rdl., så at den hele gage vilde blive 750 rdl., men ikke engang så meget opnåede han, thi ved kgl. resolution 22. Juli 1808 fik han kun 300 rdl. tillæg, altså 550 rdl. i alt. I 1810 søgte Scheel atter om forhøjelse af sin gage, og kancelliet, der følte det grundede i denne bøn, spurgte magistraten, om der ikke af stadens kasse kunde tillæg­ ges ham en sådan forhøjelse; og da der netop ved døds­ fald i magistraten var blevet 200 rdl. ledig, erklærede magistraten sig villig til at overlade Scheel disse som et personligt tillæg, hvilket fik kgl. resolution 24. Dec. 1810. Efter Scheel’s død 7. Jun i 1811, søgtes stadsfysikatet af C. A. Gulbrand, J. C. V. Wendt og A n d r e a s L u n d , der fik bestalling 17. Sept. 1811 med samme ordlyd som sidst. Der er her det mærkelige, at der i indstillingen står, at embedets indkomster er 750 rdl., hvilket de fak­ tisk ikke var, thi ved Scheel’s død skulde det personlige