HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5
132
København under Belejringen 1807.
videre ud paa Amager, eller de gemte sig i de dybeste Kældere i Byen, — for dog ogsaa der at findes af Bom berne, som i Reglen slog igennem alle Husenes Etager og først eksploderede, naar de naaede Bunden. Hele Kvarterer af Byen stod i Flammer, og Englænderne søgte ved en systematisk Beskydning at forhindre Sluknings arbejdet. De vidste, at Ilden var deres Forbundsfælle, Københavns Brandkorps deres eneste virkelige Modstan der. Og trods al Tapperhed og Udholdenhed kunde Brandkorpset ikke bestaa i den ulige Kamp. I Regnen af Fjendens Granater trak det sine Slukningsredskaber saa nær som muligt hen til de brændende Bygninger; men Mandskabet kvæstedes, Sprøjterne ødelagdes, og Kampen mod Ilden blev stedse mere haabløs. I den første Bombardementsnat havde Brandfolkene endnu saa nogenlunde kunnet beherske Ilden, skøndt det brændte paa 38 Steder. I den anden begyndte baade Kræfterne og Materiellet at svigte dem, og i den tredie og frygte ligste var al Kamp haabløs. Det var i denne Nat, at baade Frue Kirkes Taarn og de mægtige Træoplag paa Tømmerpladserne brændte. Flere Borgerkompagnier for lod deres Post paa Volden og gik hjem, — ikke af Frygt for deres egen Person, thi intetsteds i Byen stod man bedre dækket end bag Voldenes Brystværn, som Fjenden desuden slet ikke skød efter, — men fordi det var uud holdeligt for dem at staa som uvirksomme Tilskuere eller skyde unyttige Skud ud i Mørket, medens Byen brændte bag deres Ryg, og ingen vidste, om hans nær meste var i Live, eller hvor de flakkede husvilde om. Og ind over den hele By listede sig nu en Fjende, der var mere uimodstaaelig end Bomberne og Ilden, og som i Løbet af faa Timer maatte gøre Ende paa al videre Modstand: den fysiske Udmattelse, den ubønhørlige Træthed og Sløvhed, for hvilken alle bukkede under og mod hvilken der intet Forsvar fandtes. Efter de tre
Made with FlippingBook