HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

E t skjul for al slags elendighed

boerne atter vende tilbage, om end ofte i reduceret antal, da sygdommene normalt krævede sine ofre.

store fortrydelse benyttede mange mu­ ligheden for en hurtig og kontant gevinst: ”For at tilvejebringe de første Fornøden­ heder, bødes der på dette Afsavn ved at udsætte de få Gjenstande, Familien ejer; thi Forsynlighed er desværre ej alminde­ lig. Det tarvelige Indbo vandrer Styk på Styk til Pantelåneren, og når Våren kom­ mer og Arbejdet atter begynder, så op­ tager Indløsningen af disse Gjenstande, deres Søndagsklæder, Ur, små Kostbarhe­ der, ja endog Sengklæder og de fornødne Arbejdsredskaber, med de påløbne høje Renter, hver Skilling, der efter Bestridel­ sen af de første Fornødenheder kan und­ væres af den tarvelige Indtægt”.37 Der var ikke regler for benyttelse til er­ hverv eller bolig. Det var derfor ikke ual­ mindeligt at lejemål for en tid fungerede som værksted, for eksempel angivet med ”for tiden Smedeværksted”,38 for derefter a tter at blive anvendt som almindelig bo­ lig. Bolig og værksted kunne også kom­ bineres, hvilket ikke var uproblematisk. F.eks. hos den 59-årige ugifte forgylder Carl Ludevig Jørgensen, der boede i nr. 22 på 4. sal: ’’Dette Værelse benyttes dels til Forgylderværksted og dels til Sovekam­ mer, trods de mange Dunster de forskj el­ lige Fernisser og Liimkogning afgiver i et Værelse, hvor al Mangel paa god Luft er tilstede”.39 Dunsterne fra Jørgensens værksted var også en af de mangfoldige årsager til stanken i gaden. Der var også andre håndværkere, som udøvede deres håndværk hjemme; i nr. 20 boede f.eks. skomagermester Jens Rosen- berg med hustruen Anna Sofie og parrets to børn. I samme hus boede en skrædder­ mester, og i nr. 8 en sadelmager.

Dunstende fernis og limkogning De fleste af gadens lejligheder blev brugt til beboelse. Men der var også næringsdri­ vende, hvis virksomheder prægede gadens hverdag og muligvis også dens omdømme. I 1871 lå der således fem skænkestuer eller værtshuse.32 Værtshuset i nummer 14 var ejet af Emil Elias Theodor Ferdi­ nand Olsen, der endvidere drev et logihus i ejendommen med plads til 12 logerende. Ved folketællingen i 1870 var de alle på nær én ugifte mænd mellem 21 og 73 år. Det natlige logi blev betalt pr. dag. Prisen var otte skilling,33 og de typiske kunder var arbejdsmænd, tørvesjovere, hjælpere for fiskerkonerne ved stranden og lignen­ de.34 De samme mænd var også en del af kundegrundlaget for beværtningen. Flere steder i fremstillinger om Køben­ havns historie er det beskrevet, hvordan logihuse kunne være fyldt til randen, hvordan der gerne sov flere i hver seng, og hvordan de logerende endda kunne betale mindre for at sove stående ved at hænge i et reb.35 De registrerede logihuse i Peder Madsens Gang var imidlertid un­ der Sundhedspolitiets kontrol, og forskel­ lige optællinger fra Olsens logihus tyder på, at der højst boede 12 ad gangen. E t natligt logi hos Olsen betød altså en seng til hver.36 I nr. 16 havde høker Martinus Emil Søndersøe butik i stuen. Han ejede også ejendommen og boede selv på anden sal med hustruen Agnete, parrets to børn, to tjenestepiger og en logerende. I nr. 11 boe­ de pantelåner Theis Dideriksen, hos hvem gadens beboere kunne supplere deres ind­ komst. I 1869 fandtes ca. 160 pantelånere i København og til distriktslæge Ulriks

Offentlige fruentimmere Udover ovennævnte, der på den ene eller anden måde drev forretning i gaden, var

65