HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Mette Mortensen

Sundhedspolitiets oprettelse Oplysninger om boligstandarden i Pe­ der Madsens Gang det sidste tiår inden nedrivningen findes i de mange rap­ porter, Sundhedspolitiet udarbejdede. Sundhedspolitiet blev stiftet i begyndel­ sen af 1860’erne i kølvandet på kolera­ epidemien i 1853. Epidemien varede i over fire måneder og kostede 4700 men­ nesker livet. Koleraen krævede flest ofre i de tætpakkede fattigkvarterer, men også enkelte luftige rigmandskvarte- rer blev ramt. Det fik ingeniøren August Colding og kemikeren Julius Thomsen til at foretage en undersøgelse af de mulige årsager til koleraens udbredel­ se.19 Ifølge Colding og Thomsens tabeller over antallet af syge fremgår det, at Pe­ der Madsens Gang havde ca. dobbelt så mange smittetilfælde som gaderne Hol­ mensgade (Holmens Kanal) og Didrik Badskærs Gang, hvor befolkningen også boede tæt. Colding og Thomsen slog fast, at en væsentlig årsag til den store smitte­ spredning var manglen på fri luftcirkula­ tion, og derfor plagedes smalle gader som Peder Madsens Gang, Pistolstræde og Prammandens Gang i langt højere grad af sygdomme end de mere ’’luftige” gader.20 Mange læger var af den opfattelse, at lugten eller rettere uddunstningerne fra ildelugtende og forrådnede stoffer for­ årsagede sygdomssmitte.21 Det var især epidemiske sygdomme som kolera og ty ­ fus, man mente blev overført gennem ind­ ånding af forurenet luft. Sygdomme, der havde en sammenhæng med dårlig luft og uddunstninger, gik under betegnelsen miasme, som er det græske ord for besud- ling. Den gruppe af læger, der arbejdede med denne teori, er af eftertiden blevet kaldt for miasmatikere.22 Sundhedsvedtægterne var bl.a. et re ­ sultat af disse lægers ønske om at højne

af Pistolstræde, der som en blindtarm gik ind til venstre, lå nr. 13. De sidste to ejen­ domme havde ligeledes forhus, baghus og delte gård. Gadens højre side bestod først af side- og baghuset til Østergade nr. 20. Herefter lå 11 ejendomme, der med undtagelse af to, alle bestod af forhus, baghus og egen gård. De to undtagelser var nr. 18, der kun bestod af et forhus og en baggård, mens baghuset i nr. 20 var ganske lille og kun beboet af en enkelt familie. Denne side af Peder Madsens Gang vendte ud mod Hotel d’Angleterres have, hvilket for nogle af lejlighederne betød friskere luft. I nr. 18 og 20 betød det endvidere, at deres baggårde vendte ud mod haven.15 Netop det faktum nævnes ofte i Sundhedspoliti­ ets rapporter som noget, der havde yderst positiv indvirkning på luften i lejlighe­ derne. Med undtagelse af nr. 18 havde alle ejendommene i gaden tre eller fire etager samt en beboet kvist.16 Etagerne var lave med kun to meter til loftet og på hver eta­ ge lå to eller tre lejligheder. Den typiske lejlighed var en et-værelses på mellem 11 og 14 m2 med adgang til køkken. Ingen af gadens lejligheder var større end 20m2, og kun ganske få havde mere end to væ­ relser.17 Ca. 40 pct. af de lejligheder, der havde adgang til køkken, delte det med de andre lejere på samme etage. Kvistværel­ serne havde sjældent adgang til køkken, hvilket var tilfældet for Marie Andersen, da hun levede den sidste tid af sit liv på kvisten i nr. 4. En dagligdag uden adgang til køkken eller med adgang til et sparsomt indret­ tet fælleskøkken havde stor betydning for, hvordan man tilrettelagde hverda­ gen. Den manglende mulighed for at lave varm mad i hjemmet betød, at ernærin­ gen bestod af kold mad; og de fleste af ugens dage var menuen brød med fedt el­ ler puddersukker.18

60