HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

E t skjul for al slags elendighed

blev udskrevet fra hospitalet, men hvad der siden skete med ham og søsteren Dag­ mar ved jeg ikke.

på den mørke gade og forestille sig livet derinde.12 Det var forestillinger, de kunne få bekræftet i byens liberale aviser, f.eks. i Fædrelandet, hvor en skribent den 14. juli 1871 beskrev Peder Madsens Gang som: ’’Skjul for al Slags Elendighed, Armod og Snavs, for Last og Brøde, og et Brændpunkt for fysisk og sædelig Smitstof (...) Ligesom der er Dyr, hvis Instinkt anviser dem Dynd, Møddinger, Aadsler og anden Uhumskhed til Opholdssted, saaledes er der jo aldeles ingen Tvivl om at der er Mennesker, med hvem det Samme er Tilfældet. Befolknin­ gen i Peder Madsens Gang, Husværter som Lejere, vilde, forjagne ved Expropriation el­ ler frivillig fortrukne derfra, ikke søge det Lys og den Luft, som ’’Dbgbl.” [Dagbladet] i sin Menneskekjærlighed vil anvise dem; men de vilde søge andre Kroge og Huler, hvor de findes, og vrage hine Goder; fordi man blev af med Gaden, blev man ikke af med Befolkningen og dens Maade at leve paa, men den kom i det Højeste til at leve under en lille Smule bedre Forhold, og bedst er det vistnok i hvert Fald ogsaa, at den spredes”. Et sygdomsfokus Om ’’pæne” mennesker virkelig kendte til forholdene i gaden kan betvivles. En af de bedrestillede borgere, der gjorde, var den tidligere omtalte distriktslæge Ferdinand Ulrik. Foruden at være læge var han også politisk og socialt engageret. 1 1865 stiftede han den første kooperative byggeforening i Danmark, Arbejdernes Byggeforening, der bestod af arbejderne fra B&W-værftet. End­ videre sad han i Borgerrepræsentationen 1867-73 og i byens sundhedskommission 1868-87. Alle steder arbejdede Ulrik for en forbedring af byens dårlige boligforhold.13 I 1871 fik han trykt artiklen ”Kan Peder Madsens Gang betragtes som et Sygdoms Focus her i Staden?” i kollegaen Emil Hor-

’’Skjul for al Slags Elendighed” Peder Madsens Gang blev opført omkring 1630 i Christian 4 .s regeringstid. Den var en af flere smalle gader, hvoraf andre kendte var Nissegangen, Didrik Badskærs Gang, Prammandens Gang, Trompeter­ gangen, Peder Rohdes Gang, Malerens Gang og Smedens Gang.9 Alle var de op­ ført efter det samme mønster med mange lejemål presset sammen på lidt plads og ofte med ulovlige tilbygninger på baghuse­ ne. Lejlighederne var små, hvilket gjorde sig gældende for en stor del af byens bo­ ligmasse. I 1600-tallet var det almindeligt at bygge små etværelses lejligheder, der sjældent var på mere end 20 m2. De blev opført til mindrebemidlede familier, og det var ganske almindeligt, at flere lejligheder delte køkkenfaciliteter.10 Peder Madsens Gang blev aldrig berørt af de omfattende brande og bombarde­ menter, der udslettede store dele af den øvrige ældre boligmasse i kvartererne i den indre by. Området omkring gaden for­ blev derfor intakt, hvorimod der i de ned­ brændte områder blev bygget nye boliger. Lejlighederne i de nyopførte huse, også kaldet ildebrandshuse, var på to værelser. I forhusene var de omkring 40 m2 store, i baghusene var de noget mindre.11 Forholdene i de gamle, smalle, tætbe- boede gader var kummerlige. Den snævre Peder Madsens Gang med de faldefærdige huse stødte op til byens fornemme hoved­ strøg, Østergade, hvor der var en vrimmel af mennesker fra morgen til aften. I fysisk forstand var befolkningen i Peder Madsens Gang kun et blik væk, men i social forstand var der langt til de spadserende på Strøget. De forbipasserende kunne kaste et blik ind

57