HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5
Arbejde, ensomhed og stra f
benhavn var han nemlig medlem af Magi straten, som nu var blevet bedt om at give sin mening til kende. Schäffer fik ligefrem lov til at komme med sin personlige ud redning i Magistratens besvarelse.47 Han var utilfreds med den korte gennemgang af kommissionens konklusioner, som Kancelliet havde videregivet til Magistra ten. En stor del af det væsentligste var, hævdede Schäffer, udeladt, hvorved Ma gistraten og de 32 mænd kun havde haft et ufuldstændigt grundlag at tage stilling på. Yderligere havde Kierulff misforstået adskillige ting, og det ville være særdeles uheldigt for Fattigvæsenet, om man fulg te hans forslag.48 Den største kritik gik på spørgsmålet om hvilke fattige personer, der skulle fi nansieres af henholdsvis fattigvæsen og politi. Men også Kierulffs valg af pla cering af anstalten på Ladegården, var stik imod Schåffers opfattelse af, hvor den burde anbringes. Alene den afsides beliggenhed indebar stor fare, hævdede han, og henviste til oprøret i Tugt-, rasp- og forbedringshuset nogle år tidligere.49 Med så mange personer samlet i én an stalt, som det ville være tilfældet på La degården, ville de ’’kunne udklække de rædsomste og voldsomste Planer og med større samlet Kraft end nogensinde før hen kunne udføre dem”.50 Selv om størstedelen af de indsatte ikke var egentlige fanger, men Ladegårds arbejdere, havde de tilstrækkeligt fange- lignende vilkår til at udgøre en trussel, når de blev placeret sammen med de ska delige elementer fra tvangsarbejdsanstal ten. Den afsidesliggende placering uden for byporten betød yderligere, at det ville være vanskeligt at få politi og militær sendt dertil i tide for at bremse poten tielle oprør.51 Efter at spørgsmålet om en tvangsar bejdsanstalt i næsten fem år havde kørt frem og tilbage, forelagde Kancelliet sin
endelige anbefaling for kongen den 26. maj 1833. Med få ændringer holdt det sig til Kierulffs forslag. Allerede tre dage efter resolverede Frederik 6., at der i en del af Ladegårdens bygninger skulle indrettes en tvangsarbejdsanstalt, som skulle være klar til åbning 1. november samme år, og hvori der skulle indrettes et særskilt loka le for unge forbrydere under 18 år.52 Ellers var det først og fremmest betle re, som tidligere ville være blevet straffet med fængsel på vand og brød og almisse nydere som forbrød sig mod Fattigvæse nets regler, der skulle indsættes i anstal ten.53 Var der tale om særligt skærpende omstændigheder, kunne der yderligere lægges isolationsfængsling oveni straffen. Dog ikke mere end højest en fjerdedel af straffetiden og ikke mere end 14 dage ad gangen. Også personer, som ikke opførte sig ordentligt i tvangsarbejdsanstalten, kunne få en tillægsstraf i form af ensomt fængsel.54 Det skulle endvidere undersø ges, om anstalten med tiden ville kunne tage imod betlere, som var blevet idømt mere end et halvt års varetægt, dvs. straf fe som normalt skulle afsones i Forbed ringshuset. Det skulle endda tages under overvejelse om også løsgængere i fremti den skulle placeres i den nye anstalt.55 Det blev således endeligt fastslået, at det var Fattigvæsenets, og ikke statens, ansvar at straffe betlerne.56 A. S. Ørsted har sikkert været ganske godt tilfreds med, at anstalten blev så afskrækkende som muligt, og det er i det hele taget Ør steds tanker om afskrækkelse frem for Davids ideer om isolation, der kom til at præge indretningen af tvangsarbejdsan stalten på Ladegården. Den blev i hele sin udformning en afskrækkende, ikke en opdragende indretning. Før Ladegården kunne tages i brug som tvangsarbejdsanstalt, skulle den gennem gå flere ombygninger, som overbygmester Koch blev valgt til at forestå.57
41
Made with FlippingBook