HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Arbejde, ensomhed og stra f

dringsforslag, som i det store og hele gik på Kierulffs forslag om ensomme fængs­ ler. Problemet var prisen. Kierulffs over­ slag over ombygningen til en tvangsar­ bejdsanstalt ville koste dyrt for Fattigvæ­ senet. Derfor ville det være en fordel, hvis det ikke var nødvendigt at bygge en helt ny fængselsbygning, og hvis man i stedet kunne benytte en allerede eksisterende. Da de gamle dårekister næppe kunne undværes i arbejdsanstalten,36 foreslog man i Danske Kancelli, at det gamle tør­ rehus på marken kunne bruges. Der var heller ikke behov for hele ti isolationscel­ ler, fem-seks kunne vel gøre det: ”1 det hele kunde disse Fængsler og være meget simple og ikke engang forsynede med no­ gen særdeles forsigtigheds Indretninger i det farlige Forbrydere ei i samme indsæt­ tes”.37 Imens Kancelliet diskuterede oprettel­ sen af en tvangsarbejdsanstalt, var der også en anden sag, de skulle tage stil­ ling til: om Københavns Magistrat og de 32 mænds forsamling, skulle tages med på råd.38 Kancelliformand Stemann39 var overbevist om det fornuftige i at inddrage disse instanser, fordi det var ”en Sag der i saa mange dele indgriber i dens [Ma­ gistratens] væsentligste Interesser, og i Særdeleshed paa dens Pengevæsen”. Han forudså en del misfornøjelse, hvis en be­ slutning blev truffet hen over hovedet på Magistraten og de 32 mænd. Blev de taget med på råd ville de nok være mere tilbø­ jelige til at acceptere den endelige beslut­ ning, også selv om den ikke faldt ud til deres (økonomiske) fordel.40 Kancelliet fulgte Stemanns opfordring, og i oktober 1832 sendte det sit indlæg til Københavns Magistrat og de 32 mænds forsamling. Efter en nøje gennemgang af hovedpunkterne i besparelseskommissio­ nens og politichef Kierulffs betænkninger fremlagde Kancelliet sine konklusioner. Det blev fastslået, at en fattig, som blev

pågrebet uden at have lovligt erhverv, hørte til Fattigvæsenet når det ikke kun­ ne bevises, om han var arbejdsledig pga. manglende evne eller manglende vilje. Den fattige var først politiets ansvar, når det var endeligt bevist, at det var selvfor­ skyldt - altså pga. manglende vilje - at han ikke arbejdede. Det ville heller ikke være billigere for Magistraten, at politiet tog sig af løsgængere, for det krævede, at politiet kunne sætte dem i arbejde, hvad der ville medføre ekstra omkostninger til institutioner og mandskab. Dette skulle i givet fald bekostes gennem en nærings­ skat, som kun borgerne betalte, hvorimod alle befolkningsgrupper betalte til fat­ tigskatten. Dermed gik Kancelliet altså imod kommissionens betænkning, som jo havde argumenteret imod at politiet gjor­ de det rette, når det afleverede opbragte personer til Fattigvæsenet.41 Kancelliet tilsluttede sig nødvendighe­ den af en tvangsarbejdsanstalt, som "ikke blot [var] hensigtsmæssig, men uomgæn­ gelig nødvendig for Hovedstaden, naar den disciplinariske Myndighed, som F a t­ tigvæsenets Bestyrelse efter Anordnin­ gerne skal udføre for at kue de dens For­ sorg undergivne Individers Dovenskab og Uorden”.42 Man gik endda så vidt som til at mene, at tvangsarbejdsanstalten i Kø­ benhavn skulle kunne rumme samtlige betlere og løsgængere, der blev opbragt i Sjællands stift, men måtte dog på den an­ den side erkende, at tvangsarbejdsanstal­ ten på Ladegården næppe ville være stor nok til dette formål. Man besluttede sig derfor til at lade sig nøje med betlere og løsgængere i hovedstaden alene. Endelig tog man afstand fra Kierulffs forslag om en helt ny bygning til ensomme fængsler. Det ville være alt for bekosteligt. I stedet skulle man nøjes med at ombygge de alle­ rede eksisterende bygninger. De 32 mænds svar var naturligt nok præget af bekymring for byens økono- 39