HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Arbejde, ensomhed og straf Oprettelsen af tvangsarbejdsanstalten på Ladegården 1833 Birgitte Vedel-Larsen

I slutningen af 1700-tallet blev fattighjælp en rettighed for alle trængende, men det blev også en pligt at arbejde for den. Fattigvæsenets ledelse var dog klar over, at det ikke ville blive en let opgave at få de mange arbejdssky fattige til at arbejde, så for at tvinge dem oprettedes en tvangsarbejdsanstalt i 1800. Den nedbrændte imidlertid syv år senere. Efter en årrække blev tanken om en tvangsarbejdsanstalt igen taget op i slutningen af 1820’erne. I første omgang som en straffeanstalt for unge under 18 år, men senere som et tvangsmiddel for alle under Fattigvæsenet. Debatten kom hurtigt til at dreje sig om, hvilke perso­ ner Fattigvæsenet havde pligt til at hjælpe, og om det var et tilstrækkeligt stort antal til at retfærdiggøre oprettelsen af en bekostelig tvangsarbejdsanstalt. Birgitte Vedel-Larsen f. 1976. Cand. mag., projektansat arkivar ved Køben­ havns Stadsarkiv. Har tidligere arbejdet med arbejdsanstalten på Ladegården og skrevet ”De forvildede, usædelige og i højeste Grad fordærvede Mennesker - Indsatte på arbejdsanstalten Ladegaarden i 1800-tallets København”, Histori­ ske Meddelelser om København 2003.

Opdragelse eller afskrækkelse Efter den kortlivede succes med tvangs- arbejdshuset i Pustervig var det Danske Kancellis ønske at oprette en række lig­ nende anstalter rundt i landet, for på den måde at genopdrage og forbedre betlere, løsgængere og fattige forbrydere.1 Disse planer blev kuldkastet ved englændernes angreb på København og de efterfølgende katastrofer for landet, som medførte øko­ nomisk nedtur.2 I 1817 blev der dog oprettet en tvangs­ arbejdsanstalt i forbindelse med Odense Tugthus.3 Den skulle indrettes i ledige lokaler i tugthusets baggård og råde over arbejdsstuer og ’’ensomme fængsler” - dvs. isolationsceller - til særligt genstri­ dige elementer. I Odense Tvangsarbejds­ anstalt skulle den indsatte gennem orden og arbejdsomhed lære borgerlige dyder og

I sidste halvdel af 1700-tallet blev det almindelig praksis, at fattige almisse­ modtagere skulle arbejde for at modtage hjælp. For at tvinge de fattige til at ar­ bejde oprettedes tvangsarbejdsanstalten i Pustervig, hvor betlere og almissemodta­ gere, der forbrød sig mod Fattigvæsenets regler, skulle straffes. Tvangsarbejdsan­ stalten bestod imidlertid kun i syv år, da den brændte under englændernes bom­ bardement i 1807. 20 år senere var det københavnske fattigvæsens økonomi i stærk underbalance, og reformer var på­ krævet. Løsningen blev at presse mere arbejde ud af almissemodtagerne, og det store spørgsmål var, om det krævede en ny tvangsarbejdsanstalt.

31