HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Peter Wessel Hansen

Fig. 2.

I 1708-forordningen gjorde man for al­ vor op med den hidtidige fattiglovgivnings arvegods fra Middelalderens katolske fat­ tigvæsen, hvor udøvelsen af gode gernin­ ger var en vej til frelse for giveren. Forord­ ningen var således udtryk for en principiel ændring i fattigpolitikken, idet den udgjor­ de grundstenen til en almindelig organise­ ret fattigforsorg ligesom den kriminalise­ rede tiggeriet.6 Men til trods for 1708-forordningens intentioner forsvandt de mange betlere, som blev omtalt i forordningens forord, ikke. Så da Struensee i 1771 ville refor­ mere det københavnske fattigvæsen var

det netop fordi ”de ofte igientagne For­ anstaltninger til Leediggangs Hemmelse (...) er bleven uden den forøndskte Virk­ ning, ja som oftest indført ladhed iblant den ringere Almue; og til overmaade Byr­ de for det Almindelige, forøget Betlernes Antal”. Igen var essensen, at den ’’stræb­ somme Nødlidende” skulle hjælpes, mens ’’Leediggiengere og forsetsige Betlere” skulle tvinges til arbejde. De fattige, somman ville hjælpe i hjem­ met, og som her skulle udføre arbejde for fattigvæsenet, ville man opmuntre til flid og vindskibelighed. Den nye ordning var alt i alt i overensstemmelse med ”det Al