HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5
Ida Rosenstand Lou
Afslutning Lægerne påtog sig et stort ansvar under epidemien i København og by ens velstillede lag betragtede dem og deres behandlinger med velvilje og til lid. Men lægevidenskabens viden om koleraen og dens behandling var mangelfuld, og det medførte forskel lige, og til tider modsatrettede, op fattelser af koleraen og dens behand ling, både blandt lægerne internt og blandt læger og lægfolk. Religiøse og mere »magiske« aspekter spillede fort sat en rolle i sygdomsbehandlingen. Lægernes manglende kendskab til koleraen fik konsekvenser for be folkningens tillid til dem, og den bre de befolkning synes hurtigt at have dannet sig et ljendtligt billede af hos pitalerne. Mistilliden til hospitalerne må med eftertidens øjne siges at ha ve været berettiget, men skal ses i ly set af, at epidemien huserede før frem komsten af bakteriologien, som gav en videnskabeligt begrundet viden om koleraens årsag, forebyggelse og be handling. Under koleraepidemien i København i 1853 herskede der såle des en skepsis overfor det offentlige sundhedssystem, som i den sidste halvdel af århundredet blev væsent lig bedre organiseret som følge af bl.a. lægevidenskabens banebrydende op dagelser. Stillet over for denne uven tede trussel, som koleraepidemien var, handlede folk således ud fra de for udsætninger, som tiden gav dem.
de fulgt - især af de mere velstillede —men efter alt at dømme troede nog le fattige, at fattigdirektionen med vil je lod dem dø på hospitalerne, og de var mistroiske overfor lægers obduk tioner af lig efter koleradøde. Et af Gerda Bonderups væsentlig ste argumenter for de fattiges tillid til myndighederne er, at husvisitatio nerne skabte en tryghed hos den bre de befolkning.81Men udsagnet om den ne tillid og tryghed, som visitationer ne skabte, stammer udelukkende fra Emil Hornemann, hvis uhildethed er tvivlsom, eftersom det var ham, der iværksatte visitationerne.82 Blandt de mere velstillede var der en mistanke om, at epidemien i star ten var blevet hemmeligholdt af myn dighederne. De velstillede kritiserede myndighedernes passivitet under epi demien, og det var de færreste, der respekterede myndighedernes foran staltninger. Enkelte udtrykte en frygt for, at de fattige ville gøre oprør. At der ikke opstod social uro i Kø benhavn, kan ses som et udtryk for en form for besindighed i befolkning en. Derimod er det vel næppe et ud tryk for besindighed, at en stor mæng de mennesker faktisk forlod byen.83 Den fælles, overordnede opfattelse af koleraepidemien, som Bonderup har fremlagt, synes ikke at have væ ret tilstede i København i 1853. Godt nok kom det ikke til voldelige optøj er i gaderne, men der var uenighed om så afgørende et område som ko leraens smitteveje, og samfundsgrup perne synes at have næret mistro til hinanden under epidemien. Undersø gelsen af koleraepidemien i Køben havn viser, at der var meget diverge rende opfattelser, og at det ikke er muligt at tale om én overordnet op fattelse blandt samfundsgrupperne.
128
Made with FlippingBook