HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Hélène Vacher

måde er muligt.«481Bjerres plan sættes fokus på den rumlige afgrænsning af bymidten i forhold til udvidelserne; Christianhavns fæstningsværker bliver således bevaret, og der anlægges beplantede boulevarder til at danne en ring om Københavns bymidte. Sideløbende med de nyskabelser, der fin­ der sted inden for byplanlægningen, som bl.a. vedrører inddeling af bebyggelsen i zoner og skabelse af parksystemer, er der, som det fremgår af projekterne til konkur­ rencerne om byudvidelserne, et bevarings­ hensyn at tage stilling til i forbindelse med de problemer, der er ved at sammenkæde nye og gamle områder. Dette gør sig også gældende i årene 1898- 1910 ved »Art public«- kongresserne, hvor man er optaget af tanker om arven fra forti­ den, som ikke kun vedrører monumenter og restaureringen heraf, men også bebyggelses­ masser og byers beliggenhed. I disse fora diskuteres fremgangsmåden ved udvidelser­ ne, idet man søger at opbygge et »genus loci« og at frede de »gamle byers hjerte.«49 Samtidig med nedrivningen af gamle byg­ ninger og byfornyelsen af de »usunde« kvar­ terer, fører Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, som blev stiftet i 1907, en kampag­ ne for at vække interesse for kendskabet til verdslig bygningskunst samt for at få iværk­ sat en lovgivning om bygningsfredning. Ved at se tilbage på Foreningens første år lægger Vilhelm Lorenzen især vægt på den beva­ ringsbevægelse og byplanlægningsbevægel­ se, som kørte på samme tid. 11908 er næsten alle danske arkitekter, som har indsendt et projekt til konkurrencen om København, medlemmer af foreningen. M. Nyrop og FL Kampmann, medlemmer af dommerkomitéen, der er udpeget af Kunsta­ kademiet, sidder i foreningens bestyrelse. Disse arkitekter er samtidig medlemmer af

sluttede bebyggelser, som hver har et cen­ trum bestående af en plads, der som en »tur­ binearm« tilpasser sig tidligere afsætninger. (Se planen gengivet side 26). For at struktu­ rere byformen i sin helhed viser Strinz' plan nogle »grænsebebyggelser«, der gøres synlig ved kæder af grønne områder, som lukker sig omkring byen i ringe. Landmålerens mesterlige, grafiske færdighed er udtryk for en gennemført fremgangsmåde, som lægger vægt på at skabe helhed i de eksisterende parcellers topografi. Den detaljerige plan bliver understreget af dommerkomitéen, selvom de ledsagende perspektiviske gade­ billeder ikke vinder bifald.45 Projektet »Richesse oblige« lægger ligele­ des stor vægt på parcellens betydning for placeringen af bebyggelseskerner, således at de fremtidige kvarterer får deres eget sær­ præg. Egil Fischers plan indeholder også fle­ re dimensioner vedrørende bevaring, en synsvinkel, som han gør rede for i sin beskri­ velse.46Nogle år senere fremstiller han en metode til vejnettets linjeføring, der afpasses efter de forskellige typer trafikanter og dis­ ses hastighed samt efter den ekisterende topografi.47 Flere projekter præsenterer ligeledes beva­ ringsmetoder inden for bymæssige makro- former. For eksempel den skibskanal, der fin­ des i Råvads projekt, og som bruges til at give havnezonen struktur, men også tjener som iscenesættelse af Christianhavns rumli­ ge autonomi bag sine bastioner og volde. Vejnetssystemet i de indlemmede distrik­ ter beskytter de eksisterende landsbyer, og Råvad helliger et afsnit i sin beskrivelse til »landsbyernes fredning«: »Den historiske landsby, mellem hvis repræsentanter nogle inden for byens grænser (....) er et kulturhi­ storisk mindesmærke, som det vilde være heldigt at have fredlyst, hvis dette på nogen

76