HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Henning Bro

nen, skulle til gengæld til amtsrepartitions­ fonden yde et bidrag, der dels blev udskre­ vet direkte på ejendommenes hartkorn dels lignedes på de enkelte kommuners kasser. Frederiksbergs administrative mellempo­ sition som både købstad og landkommune blev dog gradvis udhulet op igennem den sidste halvdel af det 19. århundrede. Allere­ de i 1866 udvidedes næringsfriheden også til det frederiksbergske område, og som følge af industrialiseringen, væksten inden for de øvrige byerhverv og masseindvandringen udviklede Frederiksberg sig til et storbysam­ fund i Hovedstaden. Ved århundredskiftet rundede folketallet 75.000 og hele den østli­ ge halvdel af kommunen var udbygget med villaer, etagehuse, fabrikker, store offentlige institutioner og sammenhængende forret­ ningsgader. Den ekspansive vækst medførte, at arten og omfanget af de opgaver, kommunen måt­ te løfte, oversteg hvad der påhvilede selv de største købstadskommuner. Inden år 1900 var der således etableret gas-, vand- og elværker, sporvejsdrift, gadebelysning, moderne vand- og kloakforsyning, syv fol­ keskoler, fattighus samt et omfattende net af side- og forbindelsesveje. Kommunen havde desuden gennemført en målrettet bebyggel­ sesregulering og udvidelser inden for skole- og forsørgelsesvæsenet, ligesom brandvæse­ net allerede fra 1877 var blevet organiseret som i købstæderne. Også på de områder, hvor opgaverne ifølge den frederiksbergske kommunallov hvilede på amtskommunen, måtte kommunen tidligt mere eller mindre tage over. Amtskommu­ nen havde med de gældende regler for ind­ drivelse af bidrag til amtsrepartitionsfonden utilstrækkelige ressourcer til - og i visse sager også direkte modvilje mod - på tilfredsstil-

medlemmer af kommunalbestyrelsen stod tøvende over for kommunens fremtid og valgte at stemme for Nellemanns og Topps forslag, var 6 imod - og de havde borgerne bag sig, hvilket bl.a. blev demonstreret af en protestskrivelse fra Frederiksberg Folkefore- ning, som kommunalbestyrelsen modtog i forbindelse med sagens behandling.2 Nellemann og Topp berørte i deres analyse af Frederiksbergs situation i 1874 også en række problemer i forbindelse med byens kommunale styreform og status. Selv om kommunestyret med den frederiksbergske kommunallov fra 1857 kom til at minde meget om købstadskommunernes, og kom­ munalbestyrelsen i det væsentligste fik sam­ me kompetence som købstædernes byråd, blev Frederiksberg på flere afgørende områ­ der fortsat betragtet som et landdistrikt. Det gjaldt både i forhold til næringsloven fra 1857 og med hensyn til brandvæsenet, der fra 1861 blev reguleret af lov ombrandpoliti på landet. Den mest markante forskel i forhold til købstædernes råderum var forbindelsen til Københavns Amtsrådskreds. Kommunen var i visse henseender underlagt amtsrådets myndighed og havde i forhold til den såkald­ te amtsrepartitionsfond nøjagtig samme rolle som enhver anden landkommune. I modsæt­ ning til købstæderne skulle amtskommunen også for Frederiksberg udrede udgifter til såvel politivæsen, amtsskolefonden og udbygning og vedligeholdelse af gennem­ gående landeveje og visse opgaver under for­ sørgelsesvæsenet samt til etablering og drift af sygehuse. De landkommuner, herunder Frederiksberg, der hørte under amtskommu­ 166 DELVIS KØBSTAD - DELVIS LANDKOMMUNE