HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Carl Trock

kurophold i udlandet. Overlade alt dette til hvem? Efterfølgeren blev en søn af provst Theila- de, Hans Sessing T. 32 år gammel, siden embedseksamen 1871 kapellan på landet blot for 2 år. 1878 søgte han og fik embede i Jyl­ land;8flygtede han fra bolig og sognet med de mange sociale problemer eller ønskede han en selvstændig præstegerning? Det fik provst Theilade til at gøre situatio­ nen op og til bunds, gøre hvad han burde. 28/2 1878 søgte han sin afsked, og begge Tårnby sogns embeder blev ledige, så løn­ ningsmidlerne kunne omreguleres. Han til­ føjede, at det var blevet ham stadig mere klart, at der måtte gøres forandringer for den talrige, for størstedelen »fattigeArbeidsfolk«, befolkning som skulle anmelde alle kirkelige handlinger i Tårnby aht. kirkebogsføringen og efter arbejdsdagen skulle folk gå V 2 mil til præstegården, i vinterhalvåret ad de sølede veje. Hverken folk i Sundbyerne eller sogne­ præsten fik fortrolighed med hinanden, da han måtte overlade til den yngre præst også hvad han mente, han selv burde gøre, bl.a. »de hyppige vanskelige Skilsmissesager«. Det var Theilades overbevisning, at der nu burde gøres forandring, alle lokale som per­ sonlige forhold var til stede, så der kunne oprettes et sognepræsteembede i Sundby, hvor der var kirke, præstebolig og kirkegård. Theilade havde også et forslag til fordeling af indtægterne mellem de 2 præster, 5/9 til den, der kom til Tårnby og 4/9 til den kom­ mende Sundby-sognepræst. 8. juli 1878 godkendte kultusministeri­ et/kongen at Sundby blev et selvstændigt sogn, herunder fik egne kirkebøger.9Den nye sognepræst O.K. Bertelsen havde i 3 år været sømandspræst i London og der haft med ret så forskelligartede mennesker at gøre. Til gudstjenester gik det rigtig godt og i øvrigt

Med »Nød og Last af enhver Art« i sognet kunne der være stor hjælpsomhed beboerne imellem. De unge familier var oftest børneri­ ge og et værelse skulle ikke sjældent rumme de mange; vejene var kummerlige med sjap og søle i vinterhalvåret, og forurenende fabrikker, der ikke var tilladte i Kbh., flyttede herud i landsognet med langt færre restrikti­ oner. Smitsomme sygdomme havde gode kår. Ida Johnsen indså at her kunne privat god­ gørenhed slet ikke slå til, det offentlige måtte gå ind og påtage sig sin del og provst Theila- de støttede hende deri. Der skulle sættes målrettet ind med sygepleje, især for at hjæl­ pe de så uundværlige mødre, uden hvem mangt et hjem ville gå til. Der blev begyndt med en sygeplejerske, der fandt plads i præsteboligen. Fabriksejere tegnede sig for faste bidrag, Chr. Holm afgav en arbejderbo­ lig til »sygehus«, hvor der kom 2 plejersker. Kommunen gik ind på at yde 1 kr. daglig for hver syg, der fik pleje. Syge, der ikke hørte under fattigvæsenet, og som var sat i skat skulle betale 25 øre daglig. »En vaagnende Selvfølelse« gjorde ofte folk ømfindtlige ved at modtage almisse. Det var nærliggende at søge samarbejde med præsterne ved Vor Frelsers kirke,7hvor der siden 1866 havde været en understøttel­ sesforening på Christianshavn. Men der ville præsterne udbygge enmenighedspleje, sam­ le ind og fordele gaver hvor de skønnede behovet var størst, og hvor det offentlige ikke ydede støtte. De ville også forståeligt nok begrænse sig til deres sogn, hvor der var opgaver nok, så det samarbejde blev til Ida Johnsens skuffelse ikke til noget. Men da Johnsens 1876 flyttede, han blev landsbypræst i Vamdrup, kunne Ida Johnsen gøre op, at der var et sygehus og 11 sygeple­ jersker med virke i Sundby, uanset at hun selv havde været syg og nødt til at tage et

144