HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

det, frøken Testman omtalte, at vi skal »tage fornuften til fange under troens lydighed«, hvilket hun betragtede som en fornægtel­ se af al forstandens ret - havde fru Grove de gamle ortodokse meninger. Så snart forstanden kommer i tvivl om noget, som står i Bibelen, skal den fanges, bøjes ind under troens lydighed. Jeg men­ te, at forstanden så vidt muligt bør søge at forstå Guds kærlig­ hedsfulde hensigter og verdenslove - og at en del af menneskelig­ hedens / menneskehedens udvikling netop ligger heri - men før en sådan forstandens kundskab bliver en hjertets kundskab - en tro­ serfaring, en frelses- og forsoningsbevidsthed er præmissen for nyt liv så er vækst ikke vundet. Og hvordan det sker, og hvori det bes­ tår, begriber forstanden aldrig, der må den bøje sig for troens lydighed og erkende det uforklarlige = underet! (Dette er bedre udtrykt, end jeg sagde det dengang, og står her snarere som en sammenfatning af Magdalene Thoresens og min samtale om det samme emne). Vi talte om meget andet, som jeg ikke når at nedfælde nu og ankom så hos Grundtvigs. I salen tog en lille, tør frue imod med smålighedens præg i sit væsen og tranghjertet i ord og udtryk. Efter en ligegyldig samtale kom vi ind til den gamle, som sad fuldkom­ men som på Marstrands billede af ham, rygende på piben og med det lille bord ved siden af. 49 Om oldingeansigtet sølvhvidt hår og skæg. Ansigtstrækkene var tunge, men just ikke ædle, og jeg søgte forgæves efter et ophøjet, åndeligt udtryk. Hvad der hindrer et sådant i at bryde frem er et træk om øjnene, noget halvt forslagent, halvt selvbedragerisk - som uvilkårligt fik mig til at tænke på den åbenbaring, han tror, han har fået om vor trosformulars guddom­ melige udtryk, og hvorfor grundtvigianismen bilder sig ind at have undgået den fare for splittelse og sønderlemmelse, som forskellige bibelopfattelser indebærer. Her binder han hele menigheden til »det levende ord«, som til et eneste trosanker.- Jeg kan ikke betrag­ te det som andet end en vilkårlighed og ville ikke tale derom. Fru Grove refererede dog på fortræffelig vis vor samtale i går. Jeg tror, Grundtvig blev en anelse vred over, at man vovede at klandre ham. - Jeg ville ikke frit insistere på min opfattelse i hans nærhed - hans forsvar var netop det samme som Groves og gik fortsat ud på, at kvinden netop med hjertet og kærligheden er mere bundet til jor­ den end manden. Jeg indvendte, at denne skillelinie mellem man­ 94