HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

simple arbejders gennemsnitsløn i København er 5 mark, og »det er kun lidt«, når man har kone og barn - de her ejede dog stadig en lil­ le gård, som hustruerne passede under deres fravær, og det er en god ting. Formanden var den mest nøjsomme og godmodige i ord og udseende. Om eftermiddagen besøg sammen med fru Grove hos Grundtvig. En køn villa ved Strandvejen. På vej derud omtalte fru Grove adskillige personer på en måde, som demonstrerede en skarp iagt­ tagelsesevne, men temmelig forkrøblede partisynspunkter. Enhver, som ikke i enhver henseende delte Grundtvigs anskuelser og hæve­ de ham til skyerne, var i hendes øjne mere eller mindre mistænke­ lig. Således frk. Testman, hvis vurdering af den grundtvigske ret­ ning, hun ville lokke ud af mig. Jeg var dog for klog, for jeg ved, hvordan man hørte og gengiver en fremmedes ord. Jeg ville heller ikke berøre det grundtvigske hoveddogme, som jeg ikke kan accep­ tere. Samtalen drejede sig derfor mest om personligheder. Af frk. Testmans stemme - hun havde dagen før nævnt nogle bibelord - vur­ derede fru Grove, at hun savnede ærbødighed for Guds ord, samt desuden tilhørte Grundtvigs fjender. Jeg tog hende i forsvar og omtalte den varme, hvormed hun havde talt om alt det meget, som Grundtvig havde gjort for folket. Således også professor Erslev, som havde været oppe hos mig idag for at invitere mig til middag i mor­ gen, hvad jeg var meget ked af ikke at kunne sige ja til. Fru Grove mener, at det er meget godt alt sammen, men af ringe værd, når man ikke har ladet sig påvirke religiøst af ham, Grundtvig. Om Erslev syntes hun som jeg, at han var et livligt og begavet menne­ ske, men alt for selvbevidst derom. Han betragter sig som en stor reformator, skønt det kun drejer sig om undervisningsmetode i geo­ grafi - og så lo hun en smule grimt. Så talte vi om Rasmus Niel­ sen og hans afhandling om samfundets naturlove, samt hans tid­ skrift. 48 »Tilhørte han ikke Grundtvigs venner?«, spurgte jeg. Nej da. Han hældede dog noget til den retning, men religiøst påvirket var han ikke. Han var imidlertid en højst behagelig person, åndfuld og sprudlende at tale med. På en spadseretur med fru Grove havde han engang disputeret om dåben og nadveren, og for at illustrere sit syn på spørgsmålet var han standset foran to vandpytter på vejen og havde peget på den ene, så den anden: » Se der! Nu er det dåben og det dér nadveren« m.m. Vi talte så om hans filosofiske system. 92