HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København

nok nedfælde noget om samtalen, for den flød rigt og uafbrudt som en levende kilde, og noget sådant indfanger man ikke på siderne i en bog. Jeg tror, hun begyndte at tale om en af familierne i sin bekendtskabskreds - Oehlenschlågers slægtninge og fortsat ståen­ de på gamle dages dannelsesniveau - højst elskværdige, delvis geniale mennesker, Reinharderne. 33 I går havde hun ønsket at tage mig med derhen. Da jeg besøgte hende, var jeg nær ved at bede hende tage mig med, men var tåbeligt nok for genert til at gøre det. Så talte hun om de andre, som jeg måske ville være interesseret i at lære at kende. Goldschmidt - elskværdig, men en skeptisk natur - fritænker Georg Brandes - men ærlig, fintmærkende og - tænken­ de. Vores meninger om ham og hans parti stemte overens. Negati­ onens mænd kan have deres betydning og en rensende opgave, men de skaber ingenting, mente jeg. »Nej, kære, hvordan kunne det det? De udspreder jo kun golde frø!« Det påstås, Brandes en tid har været en varm kristen. Men det gik ham, som Goldschmidt engang har udtrykt det. Man kan støde en jøde og en kristen sammen i en morter, men partiklerne vil alligevel skilles fra hinanden, og jøden især fra den anden. Jeg påstod, at jøderne med deres nyvundne åndelige frihed og deres intellektuelle styrke, der har været formet og indespærret af lang undertrykkelse, stræbte efter at beherske verden åndeligt på alle områder, men at dette herrevælde antog fri­ tænkeriets - negationens form, ikke så meget fordi de var jøder, men fordi de havde opgivet at tro på deres egen tro. Til min glæde havde fru Thoresen for nyligt nægtet at skrive i et tidskrift, fritænk­ erne har startet for nylig. 34 - Så talte vi om Paludan-Miiller; jeg for­ talte, at det første, jeg skrev om skønlitteratur, handlede om ham, og at jeg var den første, der introducerede ham i de svenske hjem, mens han var den første, som åbnede mine øjne og førte mig ind i den danske litteratur, samt at jeg fremfor alt gerne ville gøre hans bekendtskab. - »Også derom er vi altså enige«. »Af alle forfattere er han den, som har påvirket mig først og mægtigst, og netop fordi han er så rent ud vidtspændende, menneskeligt set. Særlig dansk er han ikke, danskerne forstår ham ikke.« - Det blev så bestemt, at vi sammen skulle opsøge ham i Fredensborg en af dagene. 35 - 1 øvrigt talte vi om en masse emner og forstod i enhver henseende hinan­ den, på mange områder havde vi næsten identiske erfaringer og opfattelser. Således med hensyn til kærligheden som den mægtig­ 85