HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

øvrige. Frankrig bør trække Italien, Rumænien og den spanske halvø til sig og splitte Tyskland. Tyskland skal sluge Skandinavien og Holland, men splitte romanere og slaver. Rusland bør drage de øvrige slaver til sig. - »Men«, indvendte jeg, »russerne er ikke sla­ ver«. »Nej, de er tartarer, ikke sandt, men de regnes som slaver for at få europæisk medborgerret og vil også herske ved at splitte de andres kræfter m.m.« Alt dette påstod han for at gøre gældende, at det næsten bliver nødvendigt for Tyskland at opsluge Skandinavi­ en. »Javel,« sagde jeg, »lad os nu antage det, men på en anden facon. Alle former er forgængelige og må give plads for noget nyt. Også samfundsformerne. Vor tid er massernes og nationalitetsprin­ cippets tid. Begge må herske. Det første alene vil betyde voldens og erobringsrettens lov: magt er ret. Den andet princip vil, ene og ale­ ne, betyde atomisering og lade hele verden blive sønderlemmet i småstykker som førhen Tyskland. Nej ! I stort format er nationalite­ terne, som masse.« Jeg antog, det var fremtidsmålet. Antog, at de romanske folk skabte en stor sammenslutning, germanerne (skan­ dinaverne medregnet) én og slaverne én, men sammenslutning i frihed og med indre selvstyre: 3 udgaver af Deforenede Stater. »Ville De så have noget imod at blive indlemmet i Tyskland?« »Nej,« det måtte han indrømme, »men så må det ikke ske med jern og blod, ikke under pisken med kærlighedens magt - og dertil er Tyskland ikke moden«. »Nej, hvem er moden?«, svarede jeg. »Godt, hvis vi blot øjner målet, vi skal styre frem imod - om vi kunne ane en løsning på de sidste års blodige gåder«. Jo mere, jeg talte med man­ den, desto bedre syntes jeg om ham. Da han gik, foreslog jeg, at han ledsagede mig og sin søster til Sorø i morgen. Det ville han gerne, men - her vendte han sig bort og rødmede lidt - »Jeg har forretnin­ ger, som ikke kan udsættes« - kort sagt, noget med hans Hans Majestæt. Herimod var der intet at indvende, og så tog vi afsked. Samtale om kærlighed, skønlitteratur og modsætninger Lidt efter kom Magdalene Thoresen, og vi fulgtes ad på en spadse­ retur langs Strandvejen til Charlottenlund (kronprinsens sommer­ slot) og derfra gennem skoven til jernbanen. Hun var i allerhøjeste grad interessant og fængslende - åbnede sig helt og holdent for mig, hvad der fik mig til at åbne mig endnu mere. Sådan har jeg næppe nogensinde før udvekslet tanker med nogen. Jeg kan dog dårligt 84