HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

levebrød. Så kom en anden tante og tog hende med til en kusine i Tyskland. Dér vantrivedes hun og skrev hjem til tanten, at denne enten skulle skaffe en ny guvernanteplads eller også tage hende til sig. Denne skrev tilbage, at det havde hun og hendes broder ofte havde ønsket, men ikke vovet at binde hendes unge, livlige væsen til deres ensomme og sygdomsplagede hjem. I familien var der anlæg for sindssyge. Hun flyttede så ind hos dem og levede i nog­ le år et muntert, men tomt, mondænt liv. Hun var så forkælet, at når hun kom hjem fra ballerne, så sad de gamle og ventede og med lys i kronerne for at se hende i sin pynt. Siden indtraf misforståelser, sorg og død. Hendes onkel forelskede sig i hende - tanten og hen­ des egen familie mente, at hun burde blive hans hustru - hun kun­ ne ikke. Det blev så foreslået, han skulle rejse udenlands for at ple­ je sit helbred, og Benedicte blev adopteret som tantens datter og antog hendes navn Kali ved siden af sit eget, så ingen anden for­ bindelse nogensinde skulle komme på tale. Det skete så, men onke­ len døde som sindssyg på rejsen. 29 Dette var en stor prøvelse. Siden fulgte 13 år med den gamle tante ude på Frederiksberg i sta­ dig kamp mod det truende vanvid. »Da begyndte jeg at tænke og skrive - dér talte Vorherre til mig - det var en velsignet tid.« Hendes første bog handlede om guvernantelivet dengang og har selvom den (blev udgivet under anonym) foranlediget den første ansats til reformen, som siden fuldstændig er gennemført som følge af grundloven og den konstitutionelle frihed. Senere fulgte vidtstrak­ te rejser 1857-58. Efter hjemkomsten igen tre års tomt verdensliv, fri­ stet dertil af sine bekendtskaber og lysten til at fortælle om sine rej­ ser m.m. »Første år morede jeg mig, andet var jeg trist, tredje var jeg forelsket - åh, så frygteligt forelsket.«. Siden udflytning til Tersløse- gård. 30 Vant som hun var til at tage sig af nogen, tog hun en pleje­ søn til sig, som nu studerer ved Universitetet, senere en lille, og »Ah, hvis De vidste, hvor jeg elsker den lille ting, som jeg selv har dyrket og båret - han er vokset fast i mit hjerte.« Oversættelse af Molière er det eneste, som har indbragt hende noget - men det har skadet hendes øjne. I efteråret flytter hun til København. Da hun i foråret led af en øjenbetændelse, digtede hun en religiøs sangcyk­ lus, som hun tænker at udgive som en folkebog og uddele på egnen som et minde. Den begynder: »Oh Herre, giv mig synets gave!« Hvad troslivet angår, har hun fundet, det er varmt hos en og anden 82