HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

To andre, der var dameskræddere, havde det ganske godt. En søn, der er telegrafist i Australien, havde bestemt at komme hjem, når han havde tjent penge nok til at leve af. Til sidst spadserede jeg hen i en anden del af parken; [jeg] så to tjenestepiger sidde der og sy om søndagen og spurgte, om de plejede at arbejde på søndage - om de havde været i kirke. »Nej, ikke i dag«, svarede den ældste, den yng­ ste hånlo. En herre, som sad og læste, fortalte mig, der er stor for­ skel, hvad angår gudelighed og søndagshvile i Stockholm og København. Kom hjem - ventede brev - forgæves! Dansk-norske Magdalene Thoresen Jeg glemte at skrive om besøget hos Magdalene Thoresen i går. Det var interessant, selvom hun var upasselig. Hun så godt ud, prægti­ ge øjne, kraftige ansigtstræk. Talte meget og livligt om både Norge og sine forhold deroppe og sin omgangskreds her. Hun er ikke nær bekendt med nogen, det bør en forfatter ikke være efter hendes mening. Jo kortere og mere flygtigt et møde varer og forfrisker, desto mere tærer det nærmere bekendtskab. Hun talte meget om Bjornson - hun beundrede ham, men var småbange for ham - beskrev ham som selvgod og despotisk. »Det er godt«, sagde hun, »at smelte sammen med en sag, men da skal det være på den facon, at jeg går op i den, lever og dør med og for den - ikke omvendt. Ikke som Bjornson, der ligesom siger: »Hvis De vil, at sagen skal føres frem - så er jeg her - den må føres frem af mig; - skal den lyse - gennem mig - i mit lys må det ske«. Han skader sig selv med sin umådelige egoisme. Hans fjender får dermed tusinde påskud til at nedvurdere ham, og hans venner trækker sig tilbage, de beundrer ham, men kommer ikke sammen med ham, og så lever han kun med og af sit eget.« »Jeg vil ikke længere stå ham nær«, sagde hun. »Det har jeg været og lidt deraf - sådan er det med vi kvinder, man­ den tærer på os, gør os fattige. Jeg var en grøn eng, og han græs­ sede; og han blev mæt og gik sin vej. Han blev fed, og jeg blev mager.« 22 Hun talte smukt anerkendende om mine historiske billeder, ønskede, at hun også selv kunne tage udgangspunkt i sig selv, som jeg [gør] i mine skrifter. Fortalte, hun nu skrev på en samling syd­ norske skitser - ikke fortællinger, men skildringer, som sammenlig- 78