HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København

Præsters rygte 7. juli. Rosenborgs samlinger sammen med reservekaptajn Anders- sons. Særdeles interessant. Derefter spadseretur i Rosenborg Have. Samtale med en grosserer, bl.a. om præsterne - afbrudt af en hån­ latter fra en gammel kone fra hospitalet i nærheden. 20 »Ja, præster­ ne, de er gode«, mente hun. »På prædikestolen taler de så pænt, men alt, hvad der skulle komme de fattige til gode, når de går med stangen, putter de i egen lomme, og så stikker de oven i købet af til Amerika. Hæ- hæ- hæ, ja de er gode, de præster, og sådan er de alle til hobe, hæ - hæ - hæ!« Den historie var virkelig rigtig, forklarede grossereren og ikke nok med d e t ; også en anden præst, som havde et af de mest for­ nemme og rige af kirkens embeder er for nylig i retten blevet ført bevis for, at [han] har forført et af sine nadverbørn, og desuden har en rektor overrasket ham i sin hustrus seng og truet ham med et spidst våben og flere stygge ting. Det påstås også, han har mistet præstekjolen. 21 »Ja, sådan er alle til hobe, hæ, hæ, hæ,« hikkede den fattige kone. På mine vedholdende henstillinger indrømmede hun dog, at en eller anden undtagelse kunne findes - og nævnte Grundtvig, hvis menighed hun tilsyneladende tilhører. Derefter begyndte hun at klage over fattigdirektionen og hospitalsmaden og påstod, at hvad der var tiltænkt de fattige, stak de ledende i egen lomme. »Det er tungt at blive gammel«, tilføjede hun med et suk. »Har De ingen børn?« »Nej - ingen slægtninge, nej«- og med et nyt uhyggeligt latterudbrud vendte den gamle ansigtet bort. »Jeg har aldrig været gift, og jeg takker Gud for, at jeg ikke har sat nogle ulykkelige børn i verden, men det er tungt at blive gammel og tilo­ vers.« »Åh, nej«, mente jeg, »det bliver intet menneske, det må ikke være så tungt - husk på, de gamle skal retlede de unge.« Her så hun på mig med et skarpt, forundret blik. » Retlede dem«, fortsatte jeg, »i kærlighed, i fordragelighed, i tålmodighed.« »Hæ, hæ, hæ«, lød atter det gamle grin, men den sørgmodige tone var ikke overvun­ det, det gamle ansigt blev vendt væk, og de knoklede hænder stop­ pede øjnenes tårer. Grossereren skæmtede lidt med hende og begyndte snart igen med sin gamle klagesang. Professoren fortalte, han havde en datter, som var guvernante og selskabsdame for 20 rigsdaler om måneden. 77

Made with