HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

de været nøglepersoner i opstarten, hun som foreningsformand. Men den rolle havde hun hurtigt skrinlagt. Lederpositionen var nu overgået til Caroline Testman, som luftede sin frygt og bæven og søgte om råd hos Sophie Adlersparre, der blev foreningens første udenlandske prominente gæst. Et eget blad magtede Dansk Kvin­ desamfund slet ikke før i 1 885 .1 dette mediemæssige tomrum spil­ lede Adlersparres Udskrift en ganske væsentlig rolle som uden­ landsk informationskilde og kommunikationskanal for kvindesa­ gens ledende danske kvinder og tilhængere tværs over grænserne. Bajer stod i 1872 overfor at skulle sige farvel til sit bijob under Adlersparre, idet han fratrådte efter sit valg som rigsdagsmand for Det forenede Venstre, mens den senere pædagog og formand for Dansk Kvindesamfund Kirstine Frederiksen blev hans afløser. Sophie Adlersparres bredspekterede interesser rakte udover fi­ lantropi og kvindesag. Hun fulgte med i europæisk storpolitik og sin samtids kulturelle strømninger og brydninger. En officersbroder var politisk aktiv. Det samme gjaldt hendes ægtefælle, den liberale rigsdagsmand Axel Adlersparre, der var højtstående søofficer og ministerialembedsmand og i flere år desuden medlem af Stock­ holms bystyre. Nu arriverede hun til en by, hvor socialister i august 1871 havde etableret en dansk afdeling af Internationale og hermed markeret revolutionære positioner i de faglærte arbejderes rækker og under Louis Pios auspicier. Barrikaderne fra slaget på Fælleden i maj 1872 var endnu ikke totalfjernet. Hun kendte til de danske arbejderuroligheder. Frem for at opsøge de nye faglige og politiske arbejderledere koncentrerede denne aristokrat sin opmærksomhed om hovedstadsfortalere for reformer af arbejderbefolkningens leve­ forhold under liberalt og konservativt fortegn og devicen hjælp til selvhjælp. I København havde reaktionerne på den fransk-tyske krig, der endte med Frankrigs nederlag, udløste fransk borgerkrig og førte til Pariserkommunen, endnu ikke lagt sig. Frankrigs krigsnederlag 1871 satte et punktum for danske revancheplaner, der havde byg­ get på forhåbninger om denne stormagts støtte. Planerne var næret af det danske krigsnederlag i 1864 over for Preussen og Østrig. Frankrigs svækkelse og indre tumulter placerede løsningen af det slesvigske spørgsmål i en usikker fremtid for det territorialt deci­ merede Danmark. Den danske »sårfeber« grasserede m.a.o. fortsat,

6 8