HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Knud Waaben

Duntzfelt har engang oplyst at han modtog breve fra Indien i et sprog som han mærkeligt nok kalder »det persiske« . Det kunne blive aktuelt for tolke at yde deres bistand i retssager. Notarius publicus og hans medhjælper skulle kunne oversætte. P. A. Heiberg brillerede i stillingen som assistent hos notarius Chr. Schmidt. I Heibergs ansøgning om translatørbevilling i 1787 er nævnt syv europæiske sprog, senere skrev han: En halv snes sprog.55 En tolk ved navn D. Moyet medvirkede i april 1798 ved afhøringer på politikammeret, da en ostinder blev fremstillet efter at have stukket en murersvend med en kniv. I samme måned tolkede Moyet også ved afhøring af fem ostindere der var blevet anholdt efter at være rømt fra et af de Coninck & Co.s skibe. Ved pågribel­ sen medvirkede også tolken Mannow fra handelshuset, som gen­ kendte laskarerne. Der kendes andre personer i København der har haft en praksis som sprogkyndige, blandt dem de portugisiske jøder Samuel og Raphael Meldola. Den førstnævnte fik i 1782 bevil­ ling som translatør i spansk og portugisisk; Raphael havde i 1799 et stort arbejde med at oversætte indiske tekster i forbindelse med en retssag mod den i 1795 ankomne Sennapa Naik fra Tranquebar. I 1801 søgte en inder ved navn Johan Jacob Mores om beskikkelse som tolk i indiske sprog mod en løn på 200 rdl. årligt. Kommerce- kollegiet, der skulle udtale sig om bevillingssagen, skrev til Danske Kancelli »at om det end måtte synes vigtigt, at en autoriseret tolk blev antagen, når han, foruden det blandt indianerne gængse por­ tugisiske, tillige forstår andre af de brugelige indianske sprog, så ser vi os dog ikke i stand til at bedømme, om supplikanten måtte have de således fornødne kvaliteter. Desuden, da tilfældet, at de danske skibsredere kompletterer deres skibsmandskab med laskarer eller ostindisk skibsfolk, nu da freden er sluttet, vil blive i det mindste sjældnere, om det ikke ganske vil falde bort, så skulle vi holde for, at en autoriseret tolks ansættelse for tiden ville være overflødig«. 56 Den florissante tid De mennesker af fremmed oprindelse som er nævnt i det foregåen­ de er isolerede skæbner. Men der er mange af dem, og flere kunne tilføjes. Om de fleste ved vi kun lidt. Det er mest yngre mennesker der passerer forbi. Ingen fortæller hvor gamle de blev og hvordan de endte deres dage. Men der er undtagelser; en af dem er degnen 30