HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Inger Olufsen

klarede han med stor snilde, og så var han en stor pædagog til at undervise mig i bogholderi. Ingolf var den, som inspirerede mig i retning af det forretningsmæssige, kontakten med kunderne, og gav mig mod til selv at træffe beslutninger. Han beskæftigede sig meget med arbejdet med kartotek- og løs­ blade. Men ind imellem var der også små opgaver med privatind­ binding, som han tog sig af; og når han havde indbundet en bog, var det i reglen også ham selv, der foretog forgyldningen. Det fore­ gik ikke på forgylderpressen, men var håndforgyldning. Jeg har fik somme tider lov at stå ved siden af i forgylderiet, mens det foregik. Guldet var 24 karats guld, som var banket ud mellem huder til uhy­ re tynde blade. Hvert blad var kun 1/10000 mm tykt! Når man køb­ te guldet, sad bladene, der var ca. 8 x 12 cm store, imellem silkepa­ pirsblade i et lille hæfte. Når man skulle forgylde en bog, måtte skrifterne først opsættes i en skriftkasse og opvarmes over gas. Også fileter med pyntestreger eller dekorative blade og lignende blev opvarmet. Så blev skindet præpareret med æggehvide, for at guldet kunne holde fast. En anden måde at præparere skindet på var, at mester tørrede sig over sin svedige pande og bagefter strøg hånden varsomt hen over skin­ det. Så tog man guldbladet, der i forvejen var anbragt på en skind­ pude, med en kniv, der nærmest lignede en almindelig paletkniv, og lagde det hen over bogryggen, og endelig tog man fileterne med skrifter og pyntestreger og trykkede dem af hen over bogryggen. Man måtte ikke ryste på hånden, for titlen og dekorationerne skul­ le sidde lige, ellers var bogen ødelagt. Det overflødige guld blev varsomt tørret af og gemt i en anden lille kasse. Guldaffald blev solgt til grossisten, hvor man købte guldet. Når man en enkelt gang fik lov at stå og se på denne indviklede proces, skulle man stå musestille. De tynde guldblade kunne let flyve omkring. Ingolf havde desværre ikke et godt helbred. Den 5. august 1960 afgik han ved døden efter et kort hospitalsophold, to måneder før han fyldte 63 år. De tre brødre havde allerede i 1950 oprettet en interessentskabs­ kontrakt, og ved Ingolfs død overtog min mor Alexandra Michel- sen hans andel i firmaet og blev således passiv interessent i Byens Protokolfabrik. 184