HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Byens Protokolfabrik

det. I øvrigt syntes jeg tit, at det var sjovt at få lov at prøve de for­ skellige ting, som pigerne lavede, og jeg var især stolt, hvis jeg kun­ ne binde lige så mange bånd i kalenderne i timen, som de uddan­ nede piger kunne. Et lille ekstra job, jeg havde, var én gang om ugen, at pudse det fine messingskilt på kontordøren, hvorpå der stod: BYENS PROTOKOLFABRIK KONTOR. Min månedsløn var til at begynde med 350 kr. Det var kun ca. halvdelen af en svendeløn, der var ikke noget, der hed ligeløn den­ gang. Efter en prøvetid på tre måneder steg lønnen til 400 kr., og så fulgte den ellers dyrtidsudviklingen. Når man ved nytårstid havde haft meget overarbejde med regnskabsafslutning, kunne der dog vanke et lille gratiale, vistnok på et par hundrede kroner. Når der var spidsbelastning, typisk op mod jul, kom Gunnars, Ingolfs og Kajs koner ind og gav et nap med. Ofte var det med at binde bånd i de mange tusinde kalendere, som vi lavede til forsik­ ringsselskabet August Borgen. Jeg tror, det var et oplag på 10.000 stykker. Eller de hjalp til med at lægge kalenderne i korsbånd. Det var nu ikke alene for at udnytte denne ekstra arbejdskraft, at man brugte den fremgangsmåde. Thorkild var ikke særlig rundhåndet med lønninger til sine sønner, så de måtte somme tider bede om mere i løn. Som svar herpå tilbød han så, at deres koner fik et ekstra job. Ville man have flere penge, måtte man værsgo arbejde for dem. Det kunne måske lyde, som om Byens Protokolfabrik var en streng arbejdsplads, men forholdene var anderledes dengang, og egentlig føltes det ikke særlig strengt. Arbejdet var spændende og meget afvekslende. Det var rart at tale med så mange forskellige mennesker hver dag, både kunder og leverandører, og det var dej­ ligt at være med i et team, hvor der skabtes noget. Jeg havde også et godt forhold til personalet på værkstedet og fik tit en sludder, især med pigerne. Der var et godt sammenhold, og alle trak på samme hammel. Cheferne gik med i arbejdet og var med deres flid og energi til inspiration for os andre. Jeg har tit stået og set Kaj arbejde med de fine ringbind og proto­ koller. Kaj var mere end håndværker, han var en kunstner på sit felt. Hvert stykke arbejde, der udgik fra hans hånd, var som et svende­ stykke, og hans glæde ved at behandle det fine skind og de andre materialer med omhu lyste ud af ham. Gunnar var noget af en Ole Opfinder. Enhver udstanseopgave, der på forhånd syntes håbløs, 183