HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Inger Olufsen

sig. Men den sag var forbundet med besværligheder. Hver gang man skulle købe fra udlandet, skulle der således søges om valuta­ bevilling i Direktoratet for Vareforsyning. Det var også min opgave at gå i banken. Det var Landmandsban­ ken (nu Den Danske Bank), der havde til huse på hjørnet af Nørre­ vold og Frederiksborggade. Der skulle indsættes de checks, vi mod­ tog fra kunder, og der skulle hæves kontanter bl.a. til lønninger om torsdagen. Det var i reglen en hyggelig afbrydelse at gå den lille tur over Kultorvet op ad Frederiksborggade, især hvis man kunne lægge den på den tid, hvor Garden kom forbi. Men engang var jeg temmelig beklemt ved at skulle i banken. Vi havde fået en stor ordre, der krævede indkøb af mange materialer og udlæg af arbejdsløn, før vi fik betaling for ordren. Det krævede ekstra kapital, og Ingolf sagde, at vi kunne spørge om at få en min­ dre kassekredit i nogle måneder. Man arbejdede ellers aldrig med kassekredit i firmaet. Men Ingolf mente, at den sag kunne jeg nok klare. Dengang var banker helt anderledes end i dag: med høje skranker med messinggelændere, som fik kunderne til at føle sig små i forhold til »paverne« bag skranken. Jeg var så ung og naiv, at jeg følte det som det rene tiggeri at gå i banken og bede om at låne penge. Jeg skænkede det ikke en tanke, at banken tjente penge på arrangementet. Naturligvis var der intet som helst i vejen for, at vi kunne få kassekreditten. Hele ekspeditionen varede højst 10 minut­ ter, så jeg vendte glad hjem og fik tilmed mere mod på at klare bankforretninger fremover. Af andre »udgående forretninger« var der inkassation. Vi havde i vort kartotek skrevet op, på hvilke datoer i måneden vi kunne ind­ kassere vore tilgodehavender. Giroindbetalinger var endnu ikke så almindelige. Jeg drog af sted med en solid taske med tegnebogen i og de til regningerne hørende dagsdatokvitteringer. I enkelte tilfæl­ de fik jeg checks som betaling, men oftest var det kontanter, så jeg gik tit hjem med mange tusinde kroner i tasken. Som regel havde jeg nok at bestille, men havde jeg endelig et par ledige timer, kunne Ingolf finde på at komme med en stak kalende­ re, som jeg skulle binde bånd i, eller nogle små brochurer, der skul­ le håndfalses. Det skulle naturligvis foregå på kontoret, da jeg skul­ le passe telefonen, og så måtte jeg rende frem og tilbage efter nye forsyninger, da der ikke var plads til så store stakke på skrivebor­ 182