HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Byens Protokolfabrik

le jeg passe telefonen via et gammelt omstillingsbord med utallige klapper. En anden del af mit arbejde var bogholderiet. Jeg kendte endnu ikke forskel på debet og kredit og var længe om at fatte, at egenkapitalen var et passiv. Men lidt efter lidt gik det dobbelte bog­ holderis mysterier op for mig. Det var især Gunnar, som vejledte mig, og jeg kom ligefrem til at kunne lide bogholderi. Man skrev naturligvis i hånd i store kassebøger med mange kolonner. Hver måned skulle der laves råbalancer, og debitorer og kreditorer skul­ le føres ind på løsblade. Til nytår skulle der føres lagerregnskab og beregnes afskrivninger. Det var firmaets revisor Karl Kristensen, der indviede mig heri. Efterhånden skulle jeg være med til at udregne tilbud på de man­ ge skilteordrer. Til skiltekalkulationer havde man store blokke med kolonner til materialetillæg: Pap, bagsidepapir og lim eller klister. Her skulle man kende papformat og -tykkelse for at regne papom­ kostninger ud. Det var ikke så ligetil. Papprisen var altid angivet som en kilo- eller tonspris. Paptykkelsen blev indiceret ved et num­ mer, sådan at fx pap nr. 70 betød, at der gik 70 ark pap på 50 kg. Så skulle man kende papformatet og regne ud, hvordan de forskellige skilteformater bedst kunne udskæres af en pap på fx 70 x 100 cm. Arbejdslønnen blev udregnet efter akkordprislister, og endelig skulle der tillægges et antal procenter til generalomkostninger. Protokolpriser kunne man udregne efter en af Bogbinderlauget udgivet priskurant. Dér skulle man kende de forskellige formater: Bikube, småt og stort Median osv., og man skulle vide, om proto­ kollen skulle have ryg- og sidetitler, om den skulle pagineres, gen- nemdrages eller have metalskinner. For alle disse arbejder var der særlige tillæg. Det var også nødvendigt at sætte sig ind i, hvad de mange materialer stod for, så man kunne kende forskel på de for­ skellige slags kunstlæder som nigerimitation og pluviusin og ken­ de disse stoffers bredde, og man lærte at bedømme de forskellige skindsorter: gedeskind, som fandtes i mange kvaliteter, fåreskind, kalveskind og oksehud. I de første år efter krigen var det som tidli­ gere nævnt endnu svært at skaffe mange af de gængse materialer. Man benyttede fx danske svineskind og somme tider hajskind, hvis man ikke kunne skaffe andet. Mekanismer til de mange ringbind importeredes efter krigen fra England, hvor det østrigske firma Kolomann Handler havde nedsat 181