HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Inger Olufsen

virksomheden, men der var også reparationsarbejde på gamle pro­ tokoller, og de måtte ikke komme uden for Bikubens hus i Silkega­ de. Derfor havde man indrettet et lille bogbinderværksted oppe i tagetagen. I mange år var det Christensen, som kom og lavede reparations­ arbejdet i Silkegade. Han kom ganske tidligt om morgenen, kl. 5.30 eller senest 6. På den tid var der kun ham og rengøringspersonalet i huset. Christensen gik så tilbage til Byens Protokolfabrik, når det øvrige personale mødte i Sparekassen. En af de morsomme histori­ er, Christensen fortalte, var, at han somme tider mødte direktøren for Bikuben, som i reglen kom, når Christensen var på vej hjem. Når direktøren kom om morgenen, var det hans vane, at han - iført hvi­ de handsker - gik op ad trappen og lod hånden glide langs det blankpudsede messinggelænder. Hvis handskerne blev sorte af rester af pudsecreme, var det ikke heldigt for den rengøringsassi­ stent, som havde pudset gelænderet. Indbinding af protokoller adskiller sig en del fra almindelig bog­ indbinding. Protokollerne skulle kunne tåle at blive bladet i igen og igen. Derfor skulle indbindingen være holdbar. Bladene blev hæftet sammen med metaltråd på kraftige bændler, og også bindsiderne var solide. Oftest var protokollerne forsynet med sorte kalveskindsrygge og -hjørner, og overtrækket var sort, blankt hørlærred. Skulle proto­ kollerne være ekstra stærke, blev de forsynet med hjørner af kalve­ skindspergament, og overtrækket kunne være kraftigt molskind, et slags let riflet, solidt stof. Nogle gange blev protokollerne også for­ synet med metalskinner forneden, så den megen trækken bøgerne ud og ind af reolerne ikke sled på bindets kanter. De fleste proto­ koller fik titler af rødt skind med guldtryk. Titler på bindets sider var særlig komplicerede at lave. For at de ikke skulle flås af, når protokollerne stod tæt ved siden af hinanden, blev titlerne anbragt i en fordybning. Den blev lavet på den måde, at overtrækspappet var i to lag. I det yderste blev der udstanset en firkant lige præcis så stor, som titelfeltet skulle være. Når overtrækket så var sat på, dan­ nedes der en fordybning på forsiden, hvori man anbragte skindtit- len. Om kalvepergamenthjørnerne eksisterer der også en historie. Både Michelsen og Christensen var gode venner med dirigenten for 156