HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Helle Blomquist

ge befolkning. Kur- og sanatorieanstalter for de bedrestillede blev etableret i Europa fra omkring 1850, med placering af kuranstalter- ne i bjergområder, med frisk luft og rigelig ernæring som en væ­ sentlig del af terapien. 63Med tuberkulosebacillens opdagelse skif­ tede tuberkulosebekæmpelsen karakter. Der var nu påvist et årsagsforhold, omend ikke et specifikt helbredelsesmiddel. 64 Tuberkulosebekæmpelsen var altså et systemskifte også på lægevi­ denskabens område. Der var tale om en gennemgribende ændret tankegang, der influerede holdningen til alle infektionssygdomme. Den hidtidige behandlingsform var i 1886 blevet defineret af lægen Julius Lehmann, der var kommunelæge i København, med­ lem af Sundhedskollegiet og senere formand eller dekan for det­ te. 65 Ifølge Lehmanns opfattelse måtte behandling indebære, at man stillede hygiejniske krav til det lokale miljø. Det synspunkt blev støttet af et andet medlem af Sundhedskollegiet Sophus Engelsted, med bl.a. hans arbejde for desinfektionsforanstaltninger overfor tuberkulose og generel betoning af hospitalsbehandlingens utilstrækkelighed. Engelsted havde været en af det 19. århundredes foregangsmænd for tuberkulosebehandlingen. Han havde initieret opførelsen af Kystsanatoriet Refnæs for kirtelsyge børn, sygdoms­ tilfælde som han i sin doktorafhandling i 1854 havde påvist, at der var gode behandlingsmuligheder for. Som overlæge ved det køben­ havnske hospitalsvæsen og medlem af Borgerrepræsentationen var han levende engageret i den praktiske sygdomsbekæmpelse. Engelsted og Lehmann mente, at man, bortset fra individuel behandling af visse særligt veldefinerede grupper, måtte søge tuberkulosens årsager i miljøet. Lehmann mente at kunne påvise, hvorledes der var sammenhæng mellem særligt udsatte, lavtlig­ gende og fugtige områder, medens befolkningen i kystregioner havde lavere hyppighed af tuberkulose. Han byggede på teorierne om miasmer, det vil sige en sygdomssmitte, der ikke overføres direkte ved berøring med smittefarlige personer, og som derfor var begrænset til visse usunde lokaliteter, hvorfra smitten bredte sig. Konsekvensen af miasmalæren var, at den bedste behandling af tuberkulosen var en forbedring af det fysiske miljø, dvs. ved at hin­ dre den uheldige påvirkning fra de usunde omgivelser. Kun i min­ dre omfang og i særlige tilfælde ville sanatorieanbringelse være påkrævet, da løsningen jo principielt lå i miljøet og ikke i smitten

134