HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

ne. Hovedet halvt bortvendt - håret i antik knude, ansigtsudtrykket ædelt, fint og med øjnene gennemlyst af ånd. Fru Heiberg fortalte, at da Bissen var kommet og havde forlangt et værelse til statuen hos hende, havde hun nægtet. »Jeg har ikke plads til en stor statue i mit tarvelige hus.« Alligevel kom den derhen. Det siges, fru Hei­ berg har to plejebørn. 65 I Dyrehaven med Dansk Kvindesamfund. I småløb skyndte jeg mig ned til dampskibet, det var sejlet. En dro­ ske blev hyret - vejen var spærret på grund af arbejdet på voldene, over en halv time varede hjemturen. Tidspunktet for mødet var for kort, men hjemme fortalte man mig, at hr. Bajer ville komme igen. Det gjorde han også, og en time senere befandt jeg mig i Dyrehaven og i færd med at drikke kaffe med Kvindesamfundet og dets mandlige venner. Her blev jeg præ­ senteret for forfattere og lærerinder, yngre og ældre ugifte damer, en frue, som var født som bondepige, og endelig en ældre, korpu­ lent dame med store ansigtstræk, livlige øjne og et kvikt ansigtsud­ tryk; man påstod, det var en dame, jeg havde vundet for Kvinde­ samfundet. Jeg lo mistroisk og forstemt, da damen tog ordet og påstod, at hun havde ventet på mig i seks år, og at meddelelsen om, hun kunne træffe mig i Samfundet, havde været hendes betingelse for at tilslutte sig - hvad hun under alle omstændigheder havde haft til hensigt, og nu benyttede hun lejligheden. Jeg undrede mig sam­ tidig over, at hun nævnte, hun hed Nielsen, da det gik op for mig, at frk. Kurck for nogle år siden havde givet mig et anbefalingsbrev, da jeg ville til København. 66 Næst efter frk. Testman var hun utvivlsomt den mest behagelige og med den fineste omgangstone, desuden kvik og jovial. En underordnet lærerinde hos frk. Zahle var rar, men så slidt ud, så en fru Johanne, frøken Testmans ven og forfatter til »Kvindestordaad«; hun var dog temmelig ubehagelig. Sekretæren - Bajer - samt en grosserer, en kuriøs person, var de ene­ ste herrer. 67 Efter kaffedrikningen gik vi til Dyrehavsbakken - alt var optaget der - automater [ulæseligt], manden, som spiser blår m.m., det virkede dog mattere og mattere og har nu overlevet sig selv. Siden tog vi atter en vogn, og vi kørte ad den smukke vej gen­ nem den del af Dyrehaven - smukke træer, smuk udsigt, smukke rådyr og standsede senere i Klampenborg, hvor servering var 106