HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1998 h5

Carl Trock

skille stat og kirke og gøre kirken ret selvstændig. Men 1848-49 tår­ nede alle grundlovens problemer sig op, tilmed var landet i krig. Det blev til et løfte om, at folkekirkens forfatning skulle »ordnes ved Lov«, andet havde man næppe heller kunnet enes om. Over­ gangen til de nye forhold mildnedes ved, at kongen skulle tilhøre folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke, og ved at den kirke, som det store flertal tilhørte, skulle understøttes af staten. Med kon­ gen som undtagelsen indførtes religionsfrihed, og andre kirkesam­ fund blev lovet, at deres forhold også skulle ordnes, ligesom enhver, der tilhørte dem, ikke kunne forpligtes til at svare personli­ ge afgifter til et andet trossamfund end deres eget. Kun få stod uden for ethvert kirkesamfund, men de skulle ikke spare ved det og i stedet betale til skolevæsenet. Grundloven sagde videre, at ingen kunne berøves sine borgerlige rettigheder uanset religiøst tilhørs­ forhold.4 Politisk set blev 1870'erne spændingsfyldte. De veluddannede, der havde drevet grundloven igennem, havde også regnet med at skulle regere. Det rejste stadig større opposition, og først i 70'erne gik Venstrepartier sammen og vandt snart flertal i folketinget. Men at optage udannede i regeringen ville skade Danmarks anseelse ude, blev der indvendt. Grundlovsændringen 1866 havde ført til, at de, der havde meget jord eller faste gode indtægter, fik størst ind­ flydelse i landstinget. Her sattes en bremse for folketingets reform­ iver. Regeringen kom med moderate lovforslag om landsby­ præsternes lønninger og menighedernes indflydelse på valg af præst. Venstre ønskede lønnen formindsket og flertalsvalg i sogne­ ne. Der blev intet forlig. Men Venstre havde 1874 og igen 1875 held til at få landstinget med til at tvinge regeringer væk. Partiet håbede på større indfly­ delse, i stedet blev Estrup 1875 konseilspræsident og sad i 19 år og dæmpede reformiver; bag sig havde han kongen og landstinget. Kultusminister, dvs. minister for kirke- og undervisningsvæsenet, var J. C. H. Fischer.5 Skønt ateist blev han en neutral og initiativrig minister for kirken. Heller ikke han kom igennem med love om præstevalg og -løn, det havde været hans plan derefter at tage Københavns kirkeforhold op, det blev så heller ikke til noget. Men administrativt - uden lov, altså provisorisk - fratog han de bedst aflagte landsbykald nogen indtægt til fordel for de dårligt lønnede 148