HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5
Tage Bredmose Jensen
lægge turen sådan, at man kunne køre ruterne sammen og så hente pengene hos begge kunderne, uden at de opdagede noget. Gik det helt galt, måtte man jo finde ud af, at cyklen havde været punkteret på vejen og lignende forklaringer. Men det kunne godt give dobbelt fortjeneste med sådan en tur. Sommeren 1929 var en rigtig dansk sommer med sol og ikke for meget varme. Så hvad kunne være skønnere, end når man fik tu ren for en kvindelig tandtekniker i Gothersgade med et tandsæt, som skulle bringes til en tandlæge helt oppe i Skovshoved. Denne skønne tur op ad Strandvejen kunne jo køres på egen cykel, fordi man kunne have pakken i lommen. I Havnegade havde vi en an den tandtekniker, en nordmand, som altid var fuld. Ham måtte vi skåle med i portvin før vi startede på turen. En solfyldt sommerdag blev jeg kaldt til lystbådehavnen ved Langelinie til en sejlbåd, hvor jeg traf en hvidklædt herre, der vi ste sig at være en dengang berømt operetteskuespiller, som var meget fremme i elskerrollerne. Jeg skulle hente hans kjolesæt på et lånekontor i Jernbanegade, fordi han skulle bruge det om afte nen til en fest på Langeliniepavillonen. Lånekontorerne, der lå spredt rundt i indre by, var et tidens fænomen, som forsvandt i løbet af 30'erne. Staten førte an med det store assistenshus ved Gammel Strand. Her kunne man, hvis man var i akut pengenød, pantsætte forskellige ejendele som ure, smykker, sølv- og guldgenstande, ja kort sagt alt som havde en vis værdi. Man fik så en såkaldt låneseddel, og den skulle man forny hver måned ved at betale renterne på lånet. I almindelig ta le blev det kaldt »at stampe sine ting hos onkel«. Hvis man en dag opgav at betale renterne eller indløse pantet, blev tingene, ef ter en vis frist, stillet på auktion. Lånesedler blev mange gange tilbudt på gader og stræder af folk, der havde opgivet nogen sin de at få råd til at indløse pantet. På den måde kunne man ofte er hverve sig for eksempel et billigt ur. Nu var det jo altså ikke udelukkende fattigfolk, der benyttede lånekontorerne. Man kunne da godt komme ud for, at en pænere middelstandsfrue fra kvartererne omkring Glyptoteket eller Øst- banegade skulle have stampet sin pelskåbe om foråret for at ind løse den igen om efteråret. Det skulle så foregå i al diskretion na turligvis.
94
Made with FlippingBook