HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Gerd Skogemann

centralen havde mindre indtægter, så mor måtte afskedige det ene bud, så der kun var min fætter tilbage. Han fik til gengæld nok at køre med, og da han alligevel altid opholdt sig i vores stue, når han havde pause, kunne mor opsige kælderlejemålet. Børge var blevet svend, men den indtægt, i form af kostpenge, min mor havde set hen til, udeblev. Han blev indkaldt til marinen og kom med inspektionsskibet »Hvidbjørnen« til Grønland. Vi måtte spare hvor vi kunne. Jeg havde mit faste job med at stå tid­ ligt op og gå til bageren, så kunne man købe brød fra dagen før til halv pris. Brød var en af de få ting min mor ikke klarede selv. Kun til jul bagte hun en pund til pund sandkage og kogte klejner. Men æbleskiver og pandekager fik vi ret ofte. For at klare de mest nødvendige tøj- og skoindkøb havde mor en konto hos Carl Jacobsen i Farimagsgade og hos en skotøjs­ handler på Vesterbrogade. Jeg fik så godt som aldrig nyt tøj, jeg arvede det min søster voksede fra, eller fik omsyet tøj vi fik for­ ærende. Mor selv belastede ikke kontoen, hun købte billigt, brugt tøj hos en ungdomsveninde, der havde en brugttøjsforretning i en lille 2 værelsers lejlighed i en høj stue på Brorsonsvej. Hun ringe­ de til mor, når hun havde noget hun vidste mor kunne bruge, og så blev jeg sendt ud at hente det. Jeg kunne ikke lide at komme der, begge stuer var fyldt med tøjstativer, og der var en stram lugt af mølkugler, sved og gammel parfume. Desuden skulle jeg altid hen og hilse på hendes gamle mor, der sad, delvis lammet, ind­ pakket i tæpper i en stor stol. Jeg syntes hun lignede en gammel heks med den indfaldne, tandløse mund. Hendes hånd som tog om min var ophovnet, blød og fugtig, og inden hun slap min hånd igen sagde hun hver gang med pibende fistelstemme: »Er det Rosas barn?« Når der var tøj til omsyning gik jeg til en syerske der boede i ejendommen, hun fik varer i stedet for rede penge. En anden kunde der fik varer som betaling var min mors spillelærerinde, en ejendommelig lille tyk dame med udstående øjne, vi kaldte hende aldrig andet end »proppen«. Når hun sad ved klaveret ved siden af mor og nærmest sang sit: En - og - så to, var det altid med en ølflaske i hånden, så hun kunne skylle efter med passen­ de mellemrum, direkte fra flasken. Bagefter skulle mor høre om hendes mærkelige hobby - begravelser. Hun læste dødsannoncer­

82