HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Gerd Skogemann

tikken lidt længere nede i gaden. Der havde jeg min gang, hver 2- øre eller 5-øre jeg reddede mig blev omsat her. På vores egen side efter slagteren lå en manufakturhandel, en bager og på hjørnet til Skanderborggade en købmandshandel. Jeg husker ikke om der lå nogen fiskeforretning i nærheden, men af og til kom en ældre mand, som bar hele sit varelager foran sig, og råbte:» Så er der ål, levende ål«. Hvordan han bar sig ad med at have levende ål i en kasse kunne godt undre en, men det skete da en gang imellem at mor købte af ham, og engang så jeg en ål smutte ned fra køkken­ bordet. Vinteren blev hård for min mor. Min far blev indlagt på Øresundshospitalet. Børge og Bjørn var ikke til megen hjælp, som lærlinge gik man dengang på teknisk skole om aftenen. Heldigvis var min fætter der hed Frederik lige blevet færdig med sin soldatertjeneste, så han kom og overtog min fars plads i budcentralen. Det må have været en trist jul det år, men jeg var glad, for jeg fik en julepakke fra fru Svenningsen med slik og en meget fin kjole. Frederiks far, der var min mors bror, var medlem af noget, der hed en hundredemandsforening, de afholdt juletræsfest, og der tog han mig med. Jeg følte mig som en prinsesse i den nye fine kjole og troede det var derfor jeg skulle gå forrest ved indmarchen til det store flotte juletræ, og det var derfor nisserne flere gange valgte mig som hovedperson i le­ gene, men det var nok fordi min onkel var medlem af bestyrelsen. Men mindet om det juletræ står som et klart lys i min erindring. I februar 1929 døde far efter en forgæves guldkur. Den dag det skete sad vi børn hjemme i stuen omkring bordet, de store har nok vidst hvad der var i vente for stemningen var meget an­ spændt. Da mor kom var hun meget alvorlig, hun lagde en pose med wienerbrød på bordet og sagde stille og uden gråd: »Far er død«. Min søster begyndte at græde, men jeg forstod ingenting, jeg opfattede det på samme måde, som da mor havde sagt at far var kommet på hospitalet. Døden havde jeg ikke mødt før og vidste ikke at den var uafvendelig. Jeg var med til begravelsen, der forgik fra Bispebjerg kapel, min eneste erindring er den blom­ stersmykkede kiste og de mange sortklædte damer. Min mor var også helt sortklædt og bar en sort hat med et sort halvslør der dækkede det meste af ansigtet. Det tøj skulle hun gå med et helt år efter at hun var blevet enke, det brugte man dengang, og der

72