HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Leif Jensen

løste dem fra grimen og hoppede op på hestene. Vi red rundt på hele fælleden med dem. Mærkeligt nok opdagede bonden det al­ drig, eller også sagde han bare ikke noget til det. Vi har altid haft hund, da vi var børn, og det var altid schæfer­ hunde. Hunden deltog i vores lege. Vi spændte den f.eks. for vo­ res legevogn. Så løb den, alt hvad remmer og tøj kunne holde til, ud ad Kongelundsvejen med os unger om bord. Den så ud til at nyde det, ellers havde den nok heller ikke gjort det. Det var rart at have en hund som kammerat. Vi opfattede den nærmest som en del af vores børneflok. Kongelundsvejen var en dejlig lege­ plads. Der var dybe grøfter på begge sider af vejen, som man kunne springe over, når vi legede »et tag fat«. Det gav naturligvis en våd sok en gang imellem, men det tog vi med. Dengang var der ingen trafik på Kongelundsvejen. Den næsten eneste vi så, var den daværende kronprins Frederik, når kronprinsen skulle ud til sin tjeneste på Kongelundsfortet. Også min onkel benyttede Kongelundsvej, når han kørte materialer ud til fars husbyggeri, som var knapt så kongeligt. At min onkel var en særdeles opmærksom bilist, måtte jeg og min storebror sande. Vi havde taget nogle tørrede grønkålsblade i haven. Nu skulle vi lege voksne, så vi tog noget silkepapir, af den slags man fik brød pakket ind i. Vi gik op til grøften på Kongelundsvejen, og fandt os et rimeligt leje på grøftekanten, men dog uden for synsvidde. Af det medbragte silkepapir og de tørrede grønkålsblade rullede vi cigaretter. Vi tændte cigaretter­ ne, med en heftig hosten og kvalme til følge røg vi vores hjem- merullede cigaretter. Hvorfor ved jeg ikke, vores forældre røg nemlig ikke. Nå! Men det var min onkel. Han kom desværre forbi i sin bil. Jeg tror, at både vores hosten og den kraftige røg fra grøftekanten var årsagen til, at han standsede bilen for at se hvad det mon kunne være. Da han så det var os, gulblege i hovedet af kvalme, i vores forsøg på at være voksne, lod han nåde gå for ret. Dog måt­ te vi love ham, at vi aldrig gjorde det mere. Det var vi mere end villige til. En smøg af tørret grønkål var tilstrækkeligt til at love hvad som helst. Han holdt sit ord, vi fik ingen endefuld denne gang. Det var dog ikke kun leg alt sammen. Vi havde vores daglige

28